De fleste togpassagerer har uden tvivl opdaget, at DSB har haft store udfordringer med at køre og ankomme til tiden her i 2023.
Årsagen er bl.a. Banedanmarks omfattende sporarbejder på Sjælland. De fortsætter (desværre) ind i det nye år i samme eller sågar i større omfang.
Det vil især københavnerne opleve på den stærkt trafikerede strækning mellem Hovedbanegården og Østerport. Den udgør en flaskehals for togtrafikken på Sjælland.
DSB har derfor taget konsekvensen og tilpasset sin køreplan til den ændrede situation. Den træder i kraft fra søndag den 10. december.
Ændringerne betyder bl.a, at DSB vil køre to regionaltog færre i timen mellem Helsingør og København H samt mellem København H og Roskilde.
Formålet er at opnå en mere robust og ensartet køreplan, der gør, at trafikken kan rettes hurtigere op i tilfælde af forsinkelser.
S-togene omkring København vil kun blive påvirket i mindre omgang af DSB’s ændringer i køreplanen. De bliver mere mærkbare i regional- og InterCity-tog mellem landsdelene.
En af de nye ting er bl.a, at DSB indfører en ny tidlig eller sen afgang fra Odense til København på alle ugens dage.
Her afgår InterCity toget nemlig fra Odense til København lige efter midnat klokken 00:26. Undervejs er der stop i bl.a. Langeskov, Nyborg, Korsør og Roskilde. Toget fortsætter fra Københavns Hovedbanegård til Københavns Lufthavn.
En anden nyhed er, at DSB flytter sin internationale togrute til Hamborg fra Aarhus til København fra den 10. december.
Flytningen betyder, at der kommer mindst fem daglige afgange mellem den danske hovedstad og den store nordtyske by ved Elben. Til sommer vil det være op til otte om dagen.
Dermed følger DSB omsider den internationale trend mod stadig flere lang-distance-toglinier mellem storbyer i Europa.
Den nye toglinie mellem København og Hamborg betyder således, at det bliver nemmere at rejse miljø-rigtigt med eltog ned igennem Europa – med omstigning på Hamburg Hauptbahnhof.
Togruten mellem Aarhus og Hamborg genoptages til gengæld ikke før i i 2027, når Banedanmark har elektricificeret strækningen mellem Aarhus og Fredericia.
Endelig vil mange s-togs-passagerer opdage, at der pludselig står et nyt stationsnavn i deres Rejseplan app eller på skiltene ved perronerne.
København Syd er det nye navn, der dog i virkelighed blot er et navneskifte på Ny Ellebjerg Station vest for København.
Navneændringen sker i forbindelse med, at Ny Ellebjerg udvikles fra at være et lokalt knudepunkt for s-tog til at blive en stor togstation for Københavns-området….
(Indledningsfoto til artiklen: Johan Rosemynthe / DSB)
Skriv et svar