Lige inden påske gav de amerikanske lufthavns-myndigheder – FAA – grønt lys til, at Boeing kunne sende den ny-udviklede 737 Max 200 flytype til de første kunder.
I går fulgte de europæiske myndigheder – EASA – som ventet efter. En godkendelse, der ikke mindst er vigtig for Ryanair.
De irske lavpris-gigant er nemlig Boeings første kunde på flytypen, der i princippet er en ombygget 787 Max 8 med plads til flere passagerer på samme areal.
Hvor den almindelige 737-8’er har op til 189 sæder, har Boeing presset 197 ind i den nye model. Med fem besætnings-medlemmer må 737-200 flyve med maksimalt 2002 mennesker ombord.
Boeing har udviklet denne nye model specielt til lavpris-selskaber – og under stærkt pres fra Ryanair. Irerne har nemlig øget sin bestilling fra 135 til 210 eksemplarer.
Ryanair venter at modtage sine første nye Max’er i løbet af april. Her skal flytypen over de næste par år afløse omkring 280 ældre Boeing 737-800 maskiner.
For at give plads til de otte ekstra passagerer har Boeing mindsket afstanden mellem sæderækkerne og halveret størrelsen på flyets køkken. Desuden er der af sikkerheds-grunde placeret to ekstra nødudgange over vingerne.
Lidt ekstra luksus er der dog også blevet plads til for passagererne. De kan kigge ud ad større vinduer og glæde sig over større skabsplads over deres hoveder. Endelig skal den nye Max have bedre klima-anlæg og støj-isolering.
Ryanair har uden tvivl fået store rabatter for at øge sin bestilling på Max-200 flyene. Den officielle listepris på ordren ligger på 18 milliarder dollars, men irerne har formentlig fået de mange fly til det halve.
Boeing 737 Max-200, der også kaldes for Max-8200 – skal ikke kun være billigere at flyve på grund af de otte ekstra betalende passagerer på samme plads.
Ifølge Boeing skal flyet bruge 20 procent mindre brændstof end Ryanairs nuværende maskiner. Dertil kommer 40 procent mindre støj fra motorerne, hvilket uden tvivl vil glæde folk, der lever i nærheden af lufthavne….
(Indledningsfoto til artiklen: Ryanair)
Skriv et svar