Jeg ved godt, at det er forkert at kalde hotellet for Hilton. I dag hedder det Clarion Hotel Copenhagen Airport og har netop gennemgået en renovering til 70 millioner kroner.
Ikke desto mindre vil mange fortsat kalde det markante højhus lige ved siden af Københavns Lufthavn for Hilton. Det har det jo heddet i mange år..Indtil 2017, hvor bygningen blev overtaget af norske Nordic Choice kæden.
Hilton vender tilbage til København igen om et par år, når den amerikanske kæde har fået ombygget det gamle Ørkenfortet ved Knippelsbro til et nyt fem-stjernet hotel.
Nu og her skal det dog dreje om Clarion ved lufthavnen, for her er der sket ting og sager. En del af værelserne er blevet nyindrettet, men langt fra alle. I stue-etagen har hotellet samtidig fået helt ny restaurant og bar.
Den er åbnet i samarbejde med den svenske mesterkok Marcus Samuelson, som blev verdensberømt, da han stod for præsident Obamas første statsbanket.
Samuelsson er i dag kreativ direktør for restaurant koncepterne Kitchen & Table, Eatery Social og Norda, som er fordelt på de 26 Clarion hoteller i Norden og Baltikum.
I hotellet ved lufthavnen er det Kitchen & Table konceptet, der er anvendt. Det blander nordiske råvarer med kulinariske indtryk fra Manhattan i New York.
Restauranten har fokus på lokale danske råvarer, bæredygtige fremstilling og minimalt madspild. Menukortet omfatter alt fra veganske retter til klassiske burgere med et twist.
Den 20. Kitchen & Table restaurant serverer både morgenmad, frokost og aftensmad, mens den tilknyttede bar har åben fra kl. 0800 til 0100.
Den grønne bølge følger med ind i baren, der bl.a. serverer en række ”zero waste” cocktails. Måske man ligefrem kan få god samvittighed ved at tage en lille en.
Et eksempel er, at de overskydende ananas, der ikke blev spist ved morgenmaden, ender som juice i den friske cocktail Bermuda Royal.
Clarion Hotel Copenhagen Airport har 383 værelser og gode mødefaciliteter lige ved lufthavnen. Faktisk kan man gå helt tørskoet mellem hotel og afgangs- eller ankomst-hal. Det samme gælder Metro og regionaltog.
Hotellet har et lækkert wellness område, mens værelserne ser forholdsvis traditionelle ud ved første blik. De har selvfølgelig gratis Wi-Fi, men ikke USB-stik til mobilen. Stikkontakter er der til gengæld mange af, og de sidder rigtigt.
Clarion er en del af den norsk-ejede Nordic Choice Hotels, der tæller 194 hoteller og 16.500 medarbejdere. Koncernen har de tre kæder Clarion, Comfort og Quality. Dertil kommer en række selvstændige hoteller som f.eks. designer-hotellet Skt. Petri i København og Villa Copenhagen, der åbner i den gamle hovedpost bygning ved Københavns Hovedbanegård i 2020..
Skriv et svar