Det er bestemt ikke hver dag, at Grønland kan glæde sig over et nyt passagerfly. Og slet ikke, når det er et nyt flagskib til det nationale flyselskab Air Greenland.
Derfor var det en stor dag, da Air Greenland modtog sit første store A330-800neo fly hos Airbus i franske Toulouse i tirsdags.
Flyet, der er døbt ”Tuukkaq”, skal efter planen gå i rutedrift fra den 19. december. Derefter vil den knaldrødt lakerede Airbus blive en ofte set besøgende i Københavns Lufthavn.
Tuukkaq er den største enkelt-investering nogensinde i Air Greenlands historie. Maskinen skal sikre flyselskabets position i de kommende år, hvor konkurrencen bliver skærpet. Da åbner nemlig Grønlands to nye internationale lufthavne.
Det nye fly skal afløse Air Greenlands aldrende Airbus A330-200 med kælenavnet ”Norsaq”, der nærmest er blevet en legende på ruten mellem Grønland og Danmark.
Med plads til 305 passagerer – 42 på Business Class og 263 i Economy – er afløseren både større og mindre forurenende. Op til 25 procent mindre CO2.
Den vil blive indsat på ruten mellem København og Kangerlussuaq. Her er flyvetiden fire timer og 20 minutter.
Ifølge det grønlandske medie Sermitsiaq.ag vil Air Greenland udvide sine lange ruter med det nye fly. Måske der også bliver plads til lavere billetpriser, men det kommer helt an på udviklingen i bl.a. brændstof-priserne.
Hos Airbus er A330-800neo bestemt heller ikke hverdagskost – og slet ikke, når man sammenligner med f.eks. de mindre A320 og A321.
Ud over Air Greenland har kun Uganda Airlines og Kuwait Airways købt denne kompakt-version af A330 maskinen….
(Indledningsfoto til artiklen: Artem Tchaikowski / Master Films /Airbus SAS)
Skriv et svar