Danmark har ikke kun mange cyklister og cykler – faktisk flere end der er indbyggere. Danskerne er også gode til at bygge cykelruter, som tiltaler både amatører og mere drevne cykel entusiaster.
Det fik vores lille land et nyt bevis på i går fredag, da den relativt nye ”Østersøruten” blev kåret som ”Årets Cykelrute 2019”.
Det skete på den store cykel- og vandre ”Fiets en Wandelbeurs” messe i Holland. Prisen svarer til at blive europa-mester for cykelveje.
De danske turist-organisationer med VisitDenmark ser titlen som en kæmpe blåstempling af den nye rute og af Danmark som Europas bedste land at besøge som turist på rugbrøds-motor.
”Østersøruten” skal hjælpe med til at lokke endnu flere motions-orienterede turister til danske cykelstier.
Det skal ske side om side med verdens mest berømte cykelløb ”Tour de France”, der kommer til Danmark 0 2021. To af byerne på Østersøruten – Nyborg og Sønderborg – indgår nemlig i Tourens etaper.
Dommer-juryen på ”Fiets en Wandelbeurs” ved, hvad den taler om. Den har nemlig selv prøvekørt de fem cykelruter, som kæmpede om at blive Europas bedste i 2019.
Ud over den danske Østersøruten var det Sydostleden i Sverige, Véloscénie i Frankrig, Ciro Bike Trail i Bosnia-Herzegovina og Limesroute i Holland.
I forbindelse med den danske vinder fremhævede juryen bl.a, at Østersøruten går gennem meget varierede landskaber. Den snor sig gennem naturen og tæt på havet. Desuden har den gode faciliteter for turisterne.
Hvert år rejser omkring en million udenlandske turister til Danmark for at cykle. Østersørutens titel vil bl.a. blive brugt i VisitDenmarks markedsføring i Holland og Tyskland her til foråret.
Østersøruten er 840 kilometer lang og er en af de 11 nationale danske cykelruter. Den blev gen-indviet i maj sidste år og har form som et otte-tal.
Østersøruten bindes sammen af fem færge-forbindelser og otte broer. Den passerer gennem gamle købsteder og forbi både nationale og lokale seværdigheder.
Ruten løber fra den dansk-tyske grænse ved Padborg, hen over Als og Ærø, gennem det sydfynske øhav, via Lolland, Falster, Møn, Sydsjælland og over Fyn til Lillebælt. Til sidst føres ruten gennem den østlige del af Syd- og Sønderjylland tilbage til Padborg….
Skriv et svar