Mens Norwegians topledelse har travlt med at kommentere rygter om et netop kikset salg af flyselskabet og en nødvendig kapital tilførsel på tre milliarder kroner, fortsætter de norske lavpris-specialister med at udvide deres services til kunderne.
Fra slutningen af februar vil passagererne på Norwegians ruter i Europa få tilbudt moderne højhastigheds-WiFi, når de rejser med selskabets Boeing 737-800 fly.
Dermed får passagererne på de kortere ruter samme muligheder som deres kolleger på Norwegians lange ruter over Atlanten. Her har nordmændene siden januar installeret lynhurtigt internet i de store Boeing 787 Dreamliner maskiner.
Det er ikke sådan, at Norwegians passagerer i Boeing 737-flyene har måttet sidde isolerede oppe i skyerne – uden adgang til internet, nyheder og emails.
Slet ikke. Faktisk har Norwegian haft gratis WiFi siden 2011, hvilket må betyde, at flere millioner passagerer haft adgang til at surfe online, mens de befandt sig i flyene med den karakteriske røde næse og tegninger af berømte mennesker på haleroret.
De har blot ikke haft hastighed nok til at kunne streame musik, film og tv-serier i luften. Det kan de nu – både over Atlanten og snart også over Europa.
Norwegians kunder på de europæiske ruter kan vælge mellem tre WiFI pakker ombord på Boeing 737-800 flyene:
SURF er gratis og gør det muligt at surfe på internet, sende tekst beskeder og emails.
SOCIAL+SURF er højhastigheds-WiFi, hvor man kan surfe hurtigere på nettet. Det giver bl.a. adgang til sociale medier med fotos og videoer. Den adgang koster fem euro pr. flyvning.
Endelig er der STREAM+SURF, der leverer så meget kapacitet at man kan streame film, tv og musik. Her er prisen 12 euro.
Norwegian gør opmærksom på, at de nævnte priser gælder som introduktion i en prøve-periode. Hvad den hurtige internet-adgang skal koste derefter, nævner flyselskabet ikke.
I 2011 var Norwegian det første flyselskab i Europa, der tilbød gratis WiFi på sine ruter.
Senere lancerede Norwegian også Video On Demand, som giver passagerer på de europæiske ruter adgang til at se indhold fra flyselskabets underholdnings-portal på deres egne medbragte enheder som f.eks. smartphones, laptops og tablets.
I november 2015 var Norwegian igen først i Europa. Denne gang med muligheden for at se direkte tv, mens man fløj mellem de europæiske lande.
I januar i år begyndte Norwegian at installere hurtigt WiFi på sine langdistance fly. Norwegian er dermed verdens første lavpris-selskab, der tilbyder gratis WiFi på interkontinentale flyvninger….
Skriv et svar