Verdens største folkefest – Oktoberfest i München – skulle være åbnet i dag lørdag, men er for andet år i træk aflyst på grund af Corona faren. Den tager tyskerne meget mere alvorligt, end vi danskere gør i øjeblikket.
Modsat sidste år har arrangørerne af Oktoberfest dog lært at få så meget ud af eventet som muligt, selvom det bliver i en virtuel udgave, hvor de besøgende må drikke deres store fadøl hjemme i stuen foran skærmen.
Også Tysklands store flyselskab Lufthansa holder traditionerne i live. På en række europæiske og amerikanske ruter er kabine-personalet klædt i bayerske nationaldragter. Det mandlige i lederhosen og det kvindelige i Dirndl kjoler.
Fra mandag den 20. september vil også Lufthansa ruterne til og fra Danmark få Oktoberfesten at mærke. Ombord vil blive serveret typiske bayerske specialiteter. Om der så samtidig lyder bægerklang og blasmusik ud af flyets højttalere, melder historien ikke noget om.
Den store Oktoberfest er officielt aflyst, så München ikke bliver oversvømmet af millioner af tørste turister fra hele verden.
50 af de lokale værter laver dog deres egne små udgaver. De holdt f.eks. den traditionelle ”Ozapft Is” ceremoni klokken 12 til i dag, hvor årets første øltønder bliver tappet.
De 50 værtshuse holder åbent indtil den 3. oktober med musik, fadøl, eisbein mit sauerkraut og forventning om, at gæsterne har folkedragter på. Antallet af gæster er dog begrænset på grund af Corona.
Kan man ikke selv deltage sådan rent fysisk på ”Wiesn” i München, arrangeres flere virtuelle rundvisninger på Oktoberfest. Se her.
Til næste år vil München igen fejre en rigtig Oktoberfest. Og dog:
Den endelige afgørelse tages senest i april, og det vil blive med restriktioner. Münchens overborgmester Dieter Reiter siger allerede nu, at folk, der ikke vil lade sig vaccinere eller Corona-teste, får ingen adgang til festområdet.
Inde i teltene lover borgmesteren dog allerede nu, at mundbind ikke bliver påbudt – og der vil ikke være fem meters afstand mellem hver bordrække. ”Jeg vil ikke have en kastreret Oktoberfest. Så hellere hoppe over,” erklærede han i dag til tysk tv….
(Indledningsfoto til artiklen: Brett Sayles / Pexels)
Skriv et svar