Det er helt almindeligt at se øjenmasker benyttet på passagerfly, så man kan få lidt hvile og søvn på flyrejsen.
Suppleret med et par ørepropper kan man få lidt afslapning undervejs. Måske især i den ofte overbefolkede og støjende Economy Class.
Hypnap TruRest er den nyeste variant af disse masker. Denne gang fylder den hele ansigtet og ser alt andet end elegant ud. Forhåbentlig er den mere effektiv end køn.
Tilsyneladende er Trurest et slags stativ, der klipses fast på det klapbord, man har foran sig som passager på monkey class. Ideen er, at maskebærerens forover bøjede position ikke forstyrres af turbulenser og huller i luften.
På den anden side kan det ikke være praktisk at være låst fast med ansigtet lige over det bord, hvor man har et glas med sin drink og efterladenskaber fra måltider og snacks liggende.
Heldigvis skal man kunne justere maskens højde over bordet, indstille den efter brugerens ansigtsform og bryst-placering.
Jeg synes dog stadig, at TruRest ser klodset ud. Formentlig føler man sig plantet i noget, der minder om den hovedstøtte, man bruger til øjenmålinger hos øjenlægen.
Hypnap forsøger i øjeblikket at hente kapital til en storproduktion via Crowd Funding på iværksætter platformen Kickstarter.
Her kan interesserede forudbestille et eksemplar af TruRest formedelst 145 dollars eller ca. 1.000 kroner. Levering skal efter planen foregå til januar næste år….
(Indledningsfoto til artiklen: Hypnap)
Skriv et svar