Alle, der rejser meget med rutefly, kender irritationen, når personen i sædet foran lige pludseligt læner sit sæde tilbage, så man næsten ikke har noget plads tilbage. Og slet ikke, hvis man bruger klapbordet til sin laptop, papirer eller føde- og drikkevarer.
Faktisk risikerer man, at det hele ryger på gulvet, fordi passageren foran en vil hvile sig med et nedklappet ryglæn.
Topchefen for verdens næststørste flyselskab – Delta Air Lines – blander sig nu i debatten. Ed Bastian mener, at folk, der vil læne sædet tilbage, først skal bede passageren i næste sæderække om lov.
Delta-bossens forslag har vakt stor opsigt i amerikanske medier – og meningerne er meget delte:
Mange synes, det er helt på sin plads at opføre sig høfligt ombord på et passagerfly. Andre forsøger at gøre tykt grin med Ed Bastians udspil som f.eks. den kendte amerikanske tv-vært Ellen DeGeneres.
Hele diskussionen om sæderyggen blev opildnet af en video, der gik viralt i de sociale medier. Her ser man en passager fra Deltas konkurrent American Airlines blive så vred på personen i sædet foran hende, at hun begynder at råbe op og slå og sparke på sæderyggen. Kun fordi medpassageren ikke er villig til at hæve ryggen på sit sæde.
Ofte ser man, at sænkede sæderygge har en smittende effekt i flyet. Når én passager er begyndt på det, følger rejsende på de efterfølgende sæder efter. Ved også at sænke deres ryglæn kan de vinde lidt af den tabte plads foran dem tilbage.
Delta Air Lines topchef mener ikke, at løsningen er at indføre faste sæder, hvor ryggen ikke kan bevæges:
Passagerer skal have ret til at sidde så behageligt som muligt på deres flyvetur, så længe de ikke generer deres medrejsende, siger han.
Løsningen kunne derfor snarere være at opdrage passagerer til at opføre sig ordentligt og høfligt, når de er ude at flyve. Først og fremmest ved at spørge mennesket på næste sæde, om det er ok, at han eller hun sænker sit ryglæn. Og naturligvis før vedkommende gør det.
Delta Air Lines eksperimenterer dog med et kompromis. Ryglænet på flyselskabets nye sæder i Economy Class kan kun sænkes med fem centimeter mod normalt 10.
Delta tilbyder også ekstra benplads mod merpris i sin Comfort+ klasse. Den kan i de fleste tilfælde kompensere for det mindre rum, man har som følge af et sænket flysæde foran en.
Så sent som lige før weekenden oplevede Delta Air Lines en ny episode. Denne gang smadrede en fuldt nedsænket sæderyg skærmen på en åben laptop, som passageren på næste række sad og arbejdede med.
Også denne episode er gået viralt på Twitter, hvor flyselskabet afviser at betale erstatning for den ødelagte laptop. Når en passager sænker sit ryglæn så meget, kan det ikke være Delta Air Lines’ ansvar – men en diskussion fra rejsende til rejsende.
Det nye eksempel sætter dog spotlys på, om vi ikke alle skulle tænke os om en ekstra gang, når vi foretager os ting i et fly, der kan genere andre passagerer….
(Indledningsfoto til artiklen: StockSnap / Pixabay)
Skriv et svar