Mens amerikanske Boeing flyver fra det ene uvejr og krise til den næste, går det anderledes godt hos de europæiske ærkerivaler fra Airbus.
Faktisk går det så godt, at Airbus regner med at levere over 800 passagerfly her i 2024. Det vil være over 10 procent flere end sidste år.
Men Airbus lever i høj grad på en enkelt flymodel, der er blevet en global bestseller. Også, selvom Boeing prøver at slå igen med sine 737 MAX maskiner.
Det går bare ikke så godt, som amerikanerne gerne vil. Senest fik samtlige over 260 Boeing 737 MAX-9 maskiner hos flyselskaber verden over startforbud, fordi man havde fundet døre i flyene, som ikke sad ordentlig fast på grund af sjusket iskruede bolte.
Hos Airbus drejer alt – eller i hvert fald det meste – sig om A321neo. Den model alene står for over halvdelen af alle producerede Airbus passagerfly. Mere præcist 56 procent eller 317 af 571 leverede enheder.
A320neo familien med topmodellen A321neo står også i centrum for Airbus’ planer her i 2024. Målet er at nå en produktion på 75 fly om måneden senest i 2026.
Flest A321neo maskiner fremstiller Airbus på sin fabrik ved Hamborg, men efterspørgslen er så stor, at Airbus har måttet åbne ekstra A321neo samlebånd i både Kina og USA.
Desuden bygges der i dag A321neo i de fabrikshaller i franske Toulouse, der tidligere samlede det langt større Airbus A380 fly.
Helt uden problemer er Airbus dog heller ikke. De ligger mestendels hos underleverandører af dele til de europæiske succes-fly.
Dels har mange flyselskaber knas med Pratt & Whitney jetmotorerne til Airbus A320, hvilket har betydet aflysninger af afgange hos flere af dem, mens motorerne blev repareret.
Dels er også Airbus ramt af forsinkelser på grund af krigen i Mellemøsten. Airbus får nemlig produceret mange dele til sine fly i Asien.
Leveringerne herfra kommer som regel med container-skibe gennem Det Røde Hav og Suez-kanalen, som i øjeblikket ikke kan bruges på grund af Huthi-angreb mod skibene. De må derfor sejle hele vejen uden om Afrika, hvilket koster mange dages forsinkelser….
(Indledningsfoto til artiklen: Airbus)
Skriv et svar