Mens al medie-fokus har været på SAS og dets fremtid, har ærkerivalen Norwegian stille og roligt haft en god september med 2.030.052 passagerer i september. Det er otte procent flere end i samme måned i 2022.
I den forløbne måned havde Norwegian i gennemsnit 80 fly i luften. 99,7 procent af de planlagte flyvninger blev gennemført.
Dem, der måtte aflyses, skyldtes først og fremmest flyveleder problemer i Londons Gatwick lufthavn og flere nationale strejker i Italien.
84,5 procent af Norwegians flyvninger i september landede med mindre end 15 minutters forsinkelse, hvilket flyselskabet vurderer som tilfredsstillende.
”Lige nu står vi ved indgangen til vinter-programmet og omstiller driften til de ændrede rejsemønstre i en periode, som normalt har lavere trafik,” forklarer Norwegians adm. direktør Geir Karlsen.
”Vi kan dog mærke en tydelig trend i retning af, at folk fortsat vil rejse til Sydeuropa – også i vinter-halvåret. Samtidig er storby-ferier til Østeuropa blevet et hit,” fortsætter han.
(Indledningsfoto til artiklen: Norwegian)
Skriv et svar