Italien er det land i Europa, der er hårdest ramt af COVID-19 epidemien. Det betyder dog ikke, at de overlevende indbyggere i støvlelandet helt har mistet humøret. Kreativiteten har i det mindste nogle af dem i behold.
Det italienske design-firma Nuova Neon Group 2 i Modena mener f.eks, at det har løsningen for strandlivet her til sommer.
Ligesom alle andre steder i samfundet – måske lige bortset fra ens dagligstue og soveværelse – skal der sikkert holdes ”social afstand” mellem menneskene i mange måneder frem.
På italienske strande – og ved vandet i mange andre lande inklusive Danmark – plejer folk at ligge som på frimærker, når solen står højt på himlen. Tænk f.eks. også på ferie-strandene i Spanien, Grækenland eller Tyrkiet.
Nuova Neons opfindelse består af gennemsigtige plastik-vægge, der danner et aflukke på 4,5 gange 4,5 meter. Væggene er to meter høje, og inde i hvert bur er der plads til to liggestole og en sol-parasol.
Firmaet fremstiller normalt plexiglas vægge til f.eks. banker, apoteker og supermarkeder. Da Nuevo Neons grundlægger Claudio Ferrari hørte italienske hotel-ejere beklage sig over udsigterne til en elendig strand-sommer, kom ideen med at dele pladsen ved vandet op i separate og Covid-sikre aflukker.
Ifølge den store italienske avis ”La Repubblica” skal de første bestillinger være trillet ind hos Nueva Neon Group 2. Det kan man sagtens forestille sig, selvom plastik-væggene ikke ligefrem pynter på en badestrand.
Claudio Ferrari og co. kan dog ikke alene redde danskernes sommerferie sydpå. Så længe landenes grænser er lukkede for udenlandske turister, og ingen fly letter fra danske lufthavne, må vi stadig blive hjemme….
(Indledningsfoto: Nueva Neon Group 2)
Skriv et svar