Det har været en hård fødsel med adskillige forsinkelser og en endelig premiere sejlads et år efter den oprindelige plan. Men nu er det omsider virkelighed.
Verdens første batteri-drevne krydstogtskib er stukket til søs. Det skete her i weekenden, hvor den norske Hurtigrutes “MS Roald Amundsen” skib sejlede helt forurenings-frit til Tromsø.
Herfra skal det første krydstogt med det banebrydende fartøj afgå i morgen onsdag. Jomfru-sejladsen med passagerer går langs Norges kyst.
”Roald Amundsen” er bygget på Kleven værftet i norske Ulsteinvik. Her har Hurtigruten bestilt tre skibe i den nye grønne klasse.
Søsterskibet ”MS Fridtjof Nansen” skal stå færdigt i 2020, og en tredje søster – der endnu ikke er navngivet – følger efter i 2021.
De nye skibe er såkaldte ”hybrider”. Det vil sige, at de kan sejle på flere former for energi, der alle er meget renere end den bunkers olie, som de fleste andre krydstogtskibe i verden bliver drevet frem af.
Hurtigrutens seneste nye sejler på flydende naturgas (LNG) på de lange stræk, hvor batteriernes kapacitet ikke er stor nok.
Når skibet befinder sig nær kysten, skiftes 100 procent til eldrift. Batterierne tillader op til 60 minutters sejlads på el alene.
Hver gang ”Roald Amundsen” er i havn, sættes det bogstavelig talt i stikkontakten for at tanke batterierne op.
Ifølge Hurtigruten kan den hybride drift skære 20 pct. af skibets CO₂ udledning – sammenlignet med, hvis det sejlede på naturgas alene.
Besparelsen i CO₂ og andet skidt er langt større, når man sammenholder med forureningen fra traditionelle krydstogtskibe.
Berømte norske navne
Verdens første hybride krydstogt-skib er opkaldt efter den norske eventyrer Roald Amundsen, der som den første sejlede gennem nordvest-passagen i 1903 til 1906.
Denne passage gør det muligt at sejle mellem Atlanterhavet og Stillehavet nord om Grønland, Canada og Alaska.
Amundsen var også det første menneske på Sydpolen – det var i 1911 – og det første til at kunne dokumentere, at han havde været på Nord
Det nye krydstogtskib vil følge i sin berømte navngivers kølvand. Hurtigruten vil bl.a. tilbyde krydstogter gennem Nordvest Passagen, og i oktober næste år skal den første ekspedition gå til Antarktis.
Skib nummer to – ”MS Fridtjof Nansen” – bliver opkaldt efter Norges anden store polarfarer. Nansen var den første til at krydse indlands-isen i Grønland.
I 1893 stod Nansen i spidsen for en ekspedition til Nordpolen ombord på det gode skib Fram. Den rejse tog over tre år.
Moderne teknologi
Ekspeditions-krydstogter er det hurtigst voksende segment af sø-turisme. Stadig flere vil gerne opleve noget mere eventyrligt end de sædvanlige krydstogt-ruter i Caribien, Middelhavet, Østersøen eller langs Norges kyst.
Med den nye ”Roald Amundsen” får Hurtigruten verdens mest avancerede krydstogtskib til ekspeditions-lystne. Samtidig er det verdens mindst forurenende, hvilket naturen i det sarte klima ved Nord- og Sydpolen sikkert er glad for.
Ombord er ”Roald Amundsen” præget af moderne skandinavisk design. Skibet rummer bl.a. et Amundsen Science Center, et stort indendørs og udendørs observations-dæk, swimming pool, panorama badstue, fitness centre, tre restauranter, barer, Explorer Lounge og suiter med private udendørs boblebad.
”Roald Amundsen” er 140 meter langt og 23,6 meter bredt. Det har plads til 530 passagerer og en besætning på 151 mand. Topfarten er 15 knob, og skibet sejler under norsk flag….
Skriv et svar