Det går betydeligt bedre for krydstogt-industrien efter nogle kedelig år med Corona pandemien, der åbenbart var ekstra svær at få bugt med på de store flydende byer.
Rederierne annoncerer igen nybyggede skibe. Samtidig stryger de deres sidste Corona restriktioner, som har eksisteret helt op til nu.
Det gælder bl.a. Norwegian Cruise Line, Disney Cruise Line, Virgin Cruises og Royal Caribbean, der alle har travlt med at vende tilbage til normale før-Corona-tider, inden det store julemarked for krydstogter indledes.
Et tredje bevis på, at bedre tider er vendt tilbage, er, at de mere specielle krydstogter er kommet på programmet igen. Som f.eks. de dyre sørejser verden rundt i luksus.
Således giver Azamara rederiet nu sine kunder lejlighed til at besøge 37 lande uden at skulle pakke kufferterne ud mere end én gang på hele turen.
Heldigvis er der god tid til at spare op, inden Azamaras anden verdens-omsejling efter Corona indledes i californiske San Diego den 6. januar 2025. Det slutter 155 dage senere i engelske Southampton den 11. juni.
Azamaras første af slagsen foregår i 2024 og er for længst udsolgt. Også dette varer 155 dage og besøger 40 lande på seks kontinenter.
Azamara understreger, at 60 procent af havnene på det nye 2025-togt vil være forskellige fra det udsolgte krydstogt i 2024.
På den måde forsøger Azamara naturligvis at lokke gæster til at booke begge krydstogter. Kun på den måde kan man opleve (stort set) hele verden til søs.
Det nye krydstogt i 2025 kan bookes fra den 10. november i år. Det omfatter bl.a. 46 stop af lidt længere varighed, så passagererne har bedre tid til at suge den lokale atmosfære op.
Det kan f.eks. være i Honolulu på Hawaii, i Sydney, Bangkok eller Bali. 13 steder undervejs er der særlige events til lands, hvor man bl.a. besøger verdens største buddhist tempel i indonesiske Semarang.
Verdens-omsejlingen foregår på det nye skib ”Azamara Onward” , der stævnede ud første gang i maj 2022. Med plads til 684 passagerer er det forholdsvis lille, når man sammenligner med krydstogt-branchens giganter.
Azamara er i øvrigt blandt de rederier, der dropper sine Corona restriktioner. Det sker fra den 1. ecember på alle krydstogter, der indledes og afsluttes i USA. For togter med start og slut i Europa er datoen den 11. marts næste år. Til alle andre sejladser med Azamara vil der fortsat være krav om tre vaccinationer….
(Indledningsfoto til artiklen: Azamara)
Skriv et svar