Det er ikke mange uger siden, at vi hørte om to unge danske kvinder, der døde af alkohol forgiftning, mens de var på ferie i det fjern-østlige land Laos.
Nu er den så gal i et land, som langt flere danskere besøger i deres ferier – nemlig Tyrkiet.
I de senere dage er mindst 30 mennesker døde af samme type forgiftning, hvor man putter methanol i spiritussen i stedet for det knap så farlige etanol.
Det gøres for at spare penge, men nok lige så meget for at tjene flere moneter. Sprutten sælges jo til samme pris trods det ændrede indhold.
Siden nytår er mindst 34 mennesker døde af forgiftningen i Tyrkiet, mens 83 mennesker er blevet indlagt på Istanbuls hospitaler i de seneste fem dage.
Det skriver det internationale nyhedsmedie ”Newsweek” på basis af informationer fra den statslige tyrkiske nyhedstjeneste ”Anatolu.”
Storbritanniens udenrigs-ministerium har udsendt en advarsel om, at engelske turister i Tyrkiet skal passe ekstra meget på, når de køber alkoholiske drikke. Især, hvis de sælges til lave priser.
Det danske udenrigsministerium er indtil videre tavs omkring problemet, men nøjes med at give Tyrkiet en generel gul status – visse områder sågar orange og rød. Det betyder, at man skal være ekstra forsigtig, når man rejser til landet.
”Anadolu” fortæller også, at de tyrkiske myndigheder i sidste uge under en razzia beslaglagde over 30.000 liter illegalt fremstillet alkohol. Ni personer er anholdt.
Problemet med falsk sprut er i øvrigt ikke nyt i Tyrkiet. Tilbage i 2020 døde over 40 mennesker efter at have drukket den billige alkohol. Flere af dem var turister….
(Indledningsfoto til artiklen: Quan Nguyen / Unsplash)
Skriv et svar