Der er mange ting, der skal pakkes, når rejsen går til udlandet i sommerferien.
Kontanter er der ikke så mange, som bliver vekslet som i gamle dage. I stedet svinger danskerne lystigt betalings- og kredit-kort.
Det er meget nemmere, men indebærer også visse risici. Både, når kortet bliver væk eller stjålet – og når Dankort-ejeren ikke rigtigt har sat sig ind i sit betalingskorts begrænsninger.
”Når danskere en sjælden gang oplever, at de ikke kan bruge deres kort, er der ofte en helt naturlig forklaring,” siger Jan Mågård. Han er fagchef for kort og selvbetjening i Sparekassen Kronjylland.
”Måske har vi tastet pinkoden forkert tre gange, har overskredet vores beløbs-grænse eller er endt på et af de få betalingssteder, der enten kun tager imod et Visa/Dankort eller et Mastercard,” fortsætter han.
Det sidste sker typisk hos bil-udlejnings-firmaer. De tager ikke altid mod et såkaldt debitkort som Visa/Dankort, men kræver i stedet betaling med et kreditkort som Mastercard eller Eurocard.
“Det har min familie netop selv oplevet på ferie til Toscana. Her fik vi at vide, at vi kun kunne betale for billeje med et Visa/Dankort, hvis vi tilkøbte en ekstra forsikring. Det skulle vi ikke, hvis vi betalte med et Mastercard kreditkort,” forklarer Jan Mågård.
Problemet kan blive rigtig stort, hvis man kun tager ét kort med på rejsen. Så står man med håret i postkassen og kan måske ikke betale for sine måltider på restaurant, benzin til lejebilen eller for overnatning til familien.
Hele 40 procent af danskerne udsætter sig for den risiko ved kun at have ét kort med i bagagen, afslører en ny rundspørge som analysefirmaet YouGov har lavet for forsikrings-selskabet Gjensidige og Sparekassen Kronjylland.
I samme undersøgelse svarer hver tiende, at han eller hun har oplevet, at deres kort ikke virkede på en udlandsrejse. Det er altså ikke en sjældenhed, at det sker.
”Det er den bedste idé at have i hvert fald to kort med på rejsen. Det kan redde hele ferien. Både, hvis det ene kort ikke fungerer, eller det bliver stjålet eller tabt,” opfordrer Jan Mågård.
Det kan også anbefales at have sin betalingskort i digital form med Apple Pay eller Google Play på sin smartphone.
Så behøver man ikke hele tiden at bære rundt på kortene, og mobilen har de fleste alligevel altid på sig døgnet rundt.
Mister man alligevel sit ene fysiske kort, er det i de fleste banker muligt at få lavet en digital udgave på mobilen, som straks fungerer på telefonen.
Desuden skal man huske straks at få sit fysiske kort spærret, hvis det bliver væk eller stjålet. Kun på den måde kan man undgå, at kortet bliver misbrugt….
(Indledningsfoto til artiklen: Clay Banks / Unsplash)
:
Skriv et svar