Selvom ikke alle flyselskaber forlanger i dag, at man skal slukke sin smartphone på flyveturen – eller i det mindste sætte den i ”flytilstand” – kan der være god grund til at gøre det.
Passagerflyets elektronik kan nemlig aktivere telefonen, uden at mobilens ejer aner det. Resultatet: En saftig ekstra regning fra ens teleselskab.
Det var lige præcis, hvad en passager hos det irske flyselskab Aer Lingus oplevede forleden dag, da han tog et rutefly til USA.
Han rørte slet ikke sin mobil på hele flyveturen. Den lå oppe i overskabet i en jakkelomme. Alligevel blev han bonnet 300 USD – ca. 2.000 kroner – af det amerikanske teleselskab AT&T, da han landede i Guds eget land.
Manden havde glemt at slukke mobilen, koble data roaming fra eller sætte den i ”flytilstand” – og den lå derfor og sende og modtog data på hele rejsen over Atlanten, uden at ejeren anede noget som helst.
Den tekniske forklaring er antenner på flyet, der er i stand til at koble sig automatisk på telefoner, som ikke befinder sig i ”fly tilstand”. Så løber afgifterne på, selvom mobilen slet ikke er i brug.
Telefonen kan f.eks. blive aktiveret af et opkald, en sms, en automatisk opdatering, eller under synkronisering af en app og en cloud-baseret service
Den uønskede ”tapning” skete hos Aer Lingus, men ifølge den store irske avis ”The Irish Times” kan det samme ske hos mange andre flyselskaber.
Det gælder i hvert fald selskaber, der benytter Wi-Fi systemer fra firmaet Aeromobile. Ud over Aer Lingus er det bl.a. SAS, Lufthansa, Air France, Singapore Airlines, Swiss, Emirates Austrian, Etihad, KLM, Eurowings, Al Italia, TAP, Turkish Airlines, Virgin Atlantic og Qatar Airways.
Aer Lingus understreger overfor avisen, at den ikke tjener en krone af de 1.500, som passageren har fået i ekstra regning. På den anden side kan flyselskabet heller ikke trækkes til ansvar, når dens gæster ignorerer de anvisninger, som kabine personalet giver inden opstart.
Aeromobile, der er en del af den store japanske Panasonic koncern, har 23 flyselskaber som kunder. På sin hjemmeside forklarer Aeromobile:
”Hvis man tager sin mobil ud af flytilstanden eller glemmer at tænde den, vil telefonens signal blive opfanget af flyets antenner og sendt videre via satellit til Aeromobiles mobile netværk nede på jorden.”
Mobilnettet bruger SIM kortet i mobilen som identifikation for, at ens mobiludbyder har en roaming aftale med Aeromobile. Dem har Aeromobile med over 350 teleselskaber.
Hvis man vil ringe, smse, maile, streame og surfe via Aeromobile, mens man er i luften, vil data roaming automatisk blive aktiveret. Regningen kommer så i sidste ende fra ens eget teleselskab, der også bestemmer priserne.
I alle tilfælde ligger problemet hos slutbrugeren selv. Han eller hun skal tjekke indstillingerne på sin smartphone eller tablet, inden vedkommende går ombord på flyet.
Det er også en god idé at tjekke hjemmesiden hos det flyselskab, man skal rejse med. Dér vil som regel stå en uddybende forklaring.
I princippet skal mobiltelefonens ejer selv aktivt koble sig på flyets Wi-Fi og telefonnet. Ofte skal man også bekræfte i en sms, som man får sendt fra sit teleselskab.
Det hjælper dog ikke, hvis man enten har sin mobiltelefon stående helt åben på forhånd og så glemmer at aktivere fly-tilstand og lukke data-transmissioner undervejs. Eller hvis man som den uheldige irske flyrejsende fuldstændig ignorerer kabine personalets gode råd….
Skriv et svar