Det er næppe den store hemmelighed, at man ikkr altid kan stole på de karakterer og vurderinger, som hoteller får på internettets rejse-portaler. Især, hvis de er meget positive.
Alt for ofte dukker der historier op i aviser, på tv og hos forbruger-organisationer, som afslører, at de fine omtaler og de mange flotte stjerner er købt. En seriøs anmelder har slet ikke været forbi for at tage de reelle forhold i øjensyn.
”Fake Reviews” er atter kommet i søgelyset, efter at den britiske forbruger-organisation ”Which?” har kigget den store rejseportal Tripadvisor efter i sømmene.
”Which?”, der kan sammenlignes med danske ”Tænk”, afslører således, at der er stærke indikationer for mindst 14 falske anmeldelser hos de 100 bedst bedømte hoteller på Tripadvisor.
Til sin undersøgelse har forbruger-organisationen kigget på knap 250.000 anmeldelser af de 10 højest rangende hoteller i verdens 10 mest populære turist-destinationer. Altså 100 i alt.
Tripadvisor kan selvfølgelig ikke lide at få den slags beskyldninger hængende på skulderen. Rejseportalen har derfor efterfølgende slettet hundreder af hotel-bedømmelser. Ifølge ”Which?” er det dog langt fra sket i alle tilfælde.
”Which?” påpeger, at en typisk ”fake anmeldelse” typisk skrives af en person, der ikke har anmeldt andre hoteller.
Mistænkeligt er også, når anmelderne skriver næsten samme ordlyd i deres forskellige vurderinger. Desuden lyser alarm-lamperne gult, når der efter flere dårlige anmeldelser straks føler en række meget positive.
De gode anmeldelser kan hotellerne købe hos flere internet-services. Her koster det f.eks. 139 euro – ca. 1.000 kroner – at få 10 flotte vurderinger placeret på Tripadvisor. I andre tilfælde kan man nøjes med at betale 100 euro for 10 positive artikler på Googles rejse-sider.
Tripadvisor svarer igen i en presse-kommentar: Forbruger-organisationens analyse bygger på alt for få data. Desuden kan man ikke straks mistænkelig-gøre en person, der skriver en anmeldelse første gang.
Ifølge Tripadvisor skal man analysere mange flere ting for at afsløre snyderne. Det er f.eks. de pågældendes IP-adresser, lokale data og detaljer om deres konti på portalen.
Tripadvisor understreger, at man løbende holder øje med de anmeldelser, der lander på den populære rejse-website.
Således havde portalen selv markeret flere af de af ”Which?” udpegede hoteller med et ”advarsels-symbol”. Det skal fortælle læserne, at Tripadvisor har mistanke om manipulation af anmeldelsen.
”Which?” respekterer Tripadvisors forsøg på at stramme op omkring karakter-givningen, men mener ikke, at portalen gør nok. F.eks. tjekkes ikke, om den pågældende anmelder overhovedet har besøgt hotellet….
Skriv et svar