De italienske myndigheder har strammet deres regler for, hvordan udenlandske gæster skal opføre sig i byer med mange turister.
Det mærkede en amerikansk turist forleden dag, da han tillod sig at sidde og spise og drikke på en af Roms kendte fontæner.
Han blev taget i sin ”kulinariske forbrydelse” af lokale politifolk og blev straks idømt en bøde på 450 euro eller ca. 3.400 kroner. Det fortæller den amerikanske nyhedstjeneste CNN.
Den dyre frokost indtog den 55-årige turist siddende på kanten af Fontana dei Catecumeni. Den er bygget i 1588 og ligger et kvarters gåtur fra Roms meget mere berømte Trevi fontæne.
Siden 1970’erne har Italien haft regler for, hvad turister og andre mennesker må foretage sig på attraktioner som f.eks. fontæner, statuer, historiske trapper og broer samt andre former for monumenter.
Reglerne er siden blevet strammet yderligere i 2019, efter at klima, forurening og over-turisme er blevet et problem for italienerne.
I den forbindelse har Rom f.eks. forbudt drikkeri i gaderne uden for barers og restauranters afmærkede områder. Desuden er det ikke længere tilladt med organiserede pub-crawls eller at svømme i fontænernes vand.
Tilsvarende koster det bøder at sætte sig ned og hvile på Roms berømte spanske trappe, der ellers tidligere var et populært sted for turister at spise en sandwich, drikke en øl eller tage sig en smøg.
Det totale stopforbud kom, efter at først en 37-årig saudi-arabisk mand kørte sin Maserati ned ad Den Spanske Trappe i maj, og to amerikanske turister tog vejen ned på elscooter i juni. I begge tilfælde kostede det heftige bøder.
Også andre italienske byer har indført skærpet overvågning og afstraffelse af turister, der overtræder regler for god opførsel.
I august måtte to turister en nat i brummen, fordi de kørte på motoriserede surf-boards gennem Venedigs Canale Grande.
Tilsvarende blev en gruppe tyske turister sidste år taget i at brygge kaffe og spise medbragt mad midt på Venedigs berømte Rialto bro.
Endelig er der også den kendte historie fra 2020, hvor en turist blev taget i tolden og idømt 9.000 kroner i bøde for at stjæle mere end to kilo strandsand fra den italienske ø Sardinien….
(Indledningsfoto til artiklen af Roms Trevi fontæne: Jennifer / Pexels)
Skriv et svar