Pas på kopivarer i sommerferien

Op mod 40 procent af danskerne forventer at tage på sommerferie i udlandet i de kommende tre måneder.

Mange af dem kommer hjem med kopivarer af tasker, tøj, sko ure og smykker med i bagagen, som de har købt billigt på lokale markeder eller i boder på stranden i Spanien, Italien eller Grækenland.

Det er ikke kun en dårlig idé, fordi ejerne af det originale varemærke bliver snydt. Kopivarer kan også have andre risici, advarer et af Danmarks ældste patent-bureauer:

”De fleste fokuserer på den lave pris, når de finder et par billige Nike sneakers på et lokalt marked i udlandet. De lader sig forblænde af situationen og glemmer, at kopivarerne med stor sikkerhed indeholder kemikalier, der kan skade bærerens hud,” forklarer Bjarke Pii Korremann. Han er varemærkechef hos Budde Schou.

”Mange danskere tror fejlagtigt, at kopivarer kun findes i asiatiske lande som f.eks. Vietnam, Thailand eller Kina. Man kan på ingen måde vide sig sikker på, at varer er originale, hvis de købes billigt i et EU-land,” fortsætter han.

(Foto: Artem Beliakin / Unsplash)

Han tilføjer, at man kun kan pakke ny-indkøbene i kufferten med god samvittighed, når man shopper i originale mærke-butikker. Her er priserne dog sjældent rigtigt lave.

Fra e-mærket lyder det, at danske virksomheder aårligt mister seks milliarder kroner i omsætning på grund af kopivarer.

Ifølge Martin Paludan, der er PR-manager hos e-mærket, har køb af kopivarer en skyggeside, som mange næppe kender:

”Hvis man køber de uoriginale varer enten på nettet eller på markeder, er man med til at finansiere og støtte et kriminelt økosystem,” siger han:

”Erfaringerne peger på, at varerne produceres under kummerlige arbejdsforhold, og at indtjeningen ofte kanaliseres videre til langt værre aktiviteter – herunder menneskehandel eller terror. Er det danske varer, der kopieres, er man samtidig med til at fjerne danske arbejdspladser, og staten mister også massive skatteindtægter,” fremhæver Martin Paludan.

Sådan kender du en kopi
e-mærket og Budde Schou har sammen udarbejdet en guide, der hjælper med at identificere kopivarer i ferien:

  • Hvis varens pris er langt under den, som produktet forhandles til i Danmark, er det med stor sandsynlighed tale om en kopi.
  • Hvis kvaliteten på eksempelvis et par sko eller en taske er tydeligt dårlig, så skal du tænke dig godt om. Ofte er kopivarer lavet dårligere end originalerne. Så det er en god indikator på, at du står med en kopivare. Tjek i den forbindelse efter, om varen har skæve syninger, om eventuelt læder er ujævnt, eller om produktet lugter dårligt af f.eks lim eller kemikalier.
  • Hvis varen ikke har nogen tilgængelig produkt-information, eller den er meget mangelfuld, tyder det på, at den er uoriginal.
  • Det er altid en god idé at tjekke lovgivningen om køb af kopivarer i det land, som man besøger. Ikke alle lande har nemlig enslydende regler på området. Heller ikke i EU….

 (Indledningsfoto til artiklen: Budde Schou)

 

Leif Bomberg

Udgivet

i

,

af

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *