Dagens gode nyhed er, at prisen på at leje en bil i ferien sydpå er blevet meget billigere i august end tidligere på året.
Den dårlige nyhed er, at mange danskere kommer hjem fra ferien med uventede regninger efter at have lejet bil i udlandet.
I begyndelsen af 2023 lå lejepriserne på en feriebil rekordhøjt. Især, hvis man bookede sin sommerbil i god tid. I mange tilfælde var bilen dyrere end selve rejsen ned til sydens sol og varme.
En ny analyse, som den tyske rejseportal Holidaycheck har foretaget, afslører nu, at situationen er helt anderledes her i august. Nu ligger priserne 60 procent lavere end for et år siden.
Den største forskel mærker man på Sardinien. Her er gennemsnitsprisen styrtdykket fra 629 til 237 euro for en uge.
På Mallorca er faldet næsten lige så markant – nemlig fra 500 til 156 euro – mens prisen er halveret på Kreta. Fra 455 til 208 euro.
Særligt billige er lejebiler i Lissabon, viser analysen. I Portugals hovedstad kan man i øjeblikket få en bil for bare 63 euro i gennemsnit. I januar lå prisen på 367 euro og i august 2019 – altså før Corona – på 150 euro.
Høje eller lave priser. Rigtigt mange danskere kommer hjem med uventede regninger efter at have lejet bil i ferien. Det oplyser Forbruger Europa organisationen:
”Erfaringer fra tidligere år viser, at der er efter sommerferien kommer en stigning i henvendelser fra danskere, der har oplevet problemer med at leje en bil,” konstaterer Lars Arent. Han er direktør i Forbruger Europa.
”Ofte er det, fordi folk ikke fik den bilmodel eller den størrelse bil, de havde booket hjemmefra. Andre oplevede at skulle betale flere penge end planlagt, eller bil-udlejeren nægter at betale kundens depositum tilbage,” fortsætter han.
Forbruger Europa giver derfor fem gode råd til danskere, der lejer bil i udlandet:
Hold øje med jeres bankkonti, når I kommer hjem
Mange af henvendelserne handler om, at der er trukket flere penge, end forbrugeren havde regnet med, eller at der dukker uventede regninger op. En af årsagerne kan være, at man på rejsedestinationen fik tilbudt en forsikring til lejebilen.
Er man kommet til at sige ja til en unødvendig forsikring, kan det være svært at få pengene igen på bagkant. Her gælder det som udgangspunkt, at det, man har købt og skrevet under på, hæfter man for.
Har man ikke skrevet under, kan man gøre indsigelse, hvis der trækkes et beløb, man u er uenig i. Hold derfor godt øje med bevægelser på ens bankkonto i ugerne efter hjemkomsten.
Hvis en biludlejer trækker et for højt beløb, skal man reagere straks ved at kontakte vedkommende på skrift. Man kan også spørge sin bank, om den kan hjælpe med at få pengene tilbage.
Forlang dokumentation af bil-udlejeren
Overraskende regninger kan også handle om, at bil-lejeren bliver beskyldt for at have påført bilen skader.
Har man ikke anerkendt at have lavet skaden, er det biludlejers ansvar at bevise, at skaden er sket, mens du havde bilen. Skriv derfor til udlejer og forlang dokumentation for påstanden.
Klag skriftligt til bil-udlejeren
Hvis du på ferien fik en anden og dårligere bil end forventet – eller slet ikke fik nogen bil på grund af f.eks. en flyforsinkelse – kan du skriftligt klage til den, du indgik aftalen med. Du har nemlig ret til fuld eller delvis refundering af lejebeløbet.
Er du i tvivl om, hvem der er den egentlige aftalepart, kan du i lejeaftalen se, om det f.eks. er en booking-portal eller udlejningsfirmaet direkte. Uanset hvad, er det en god idé at sende sin klage til begge parter.
Hvis du skal bruge en klageformular på biludlejerens eller bookingportalens hjemmeside – så tag et skærmprint, inden du trykker send. På den måde kan du dokumentere din klage.
Hold øje med din postkasse og indbakke
Et tredje hyppigt problem er afgifter og bøder for trafikale forseelser på feriedestinationen.
Som udgangspunkt har man selv ansvaret for at overholde færdselsloven og andre regler – også når man er på ferie i en lejet bil. Derfor hæfter man også selv for eventuelle bøder og afgifter.
Hvis du som fører af en lejebil overtræder færdselsloven eller overtræder anden lovgivning, kan du risikere at modtage en opkrævning op til flere år senere.
Det skyldes, at der kan være forskellige forældelsesfrister for bøder, afgifter og gebyrer i EU-landene. Derfor er det vigtigt, at du er opmærksom, så du ikke overser en bøde, og der kommer yderligere gebyrer.
Få hjælp til klager
Forbruger Europa hører under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og kan hjælpe, hvis bil-udlejeren er placeret i et andet EU-land, Island eller Norge. Assistancen er gratis.
Man kan også få hjælp hos ECRCS, der er specialist i at håndtere klagesager hos mange af de større bil-udlejnings-firmaer….
(Indledningsfoto til artiklen: TravelPriceWatch / Unsplash)
Skriv et svar