Med 1.963.426 rejsende igennem terminalerne måtte Danmarks største lufthavn notere en lille nedgang i januar .
Sammenlignet med samme måned for et år siden faldt passager-tallet med 8.741 personer. Det svarer til beskedne 0,4 procent.
Københavns Lufthavn (CPH) forklarer den stille måned med generel økonomisk usikkerhed, Corona virussen i Kina, Brexit og diskussionen om CO₂ og klimaet.
Desuden er lufthavnen fortsat negativt påvirket af Norwegians omfattende strategi-skift og nedlæggelse af ruter. Norwegian er det næststørste flyselskab i CPH efter SAS.
Corona eller Covid-19 virussen nåede ikke at ramme Københavns Lufthavn særlig alvorligt i januar. Flystoppet til Kinas lufthavne vil først være rigtig følbart her i februar og marts.
I januar nåede antallet af rejsende på ruterne fra København til Kina dog at falde med over 3.000 i forhold til den første måned af 2019.
Med udgangen af januar besluttede SAS at stoppe sine direkte flyvninger til Beijing og Shanghai i hele februar. Siden er stoppet udvidet til udgangen af marts.
Kinesiske Sichuan Airlines har midlertidig stoppet de fleste af sine flyvninger mellem København og Chengdu, mens Air China fra februar har annulleret en del af selskabets tre direkte flyvninger om ugen til Beijing.
Air China har desuden meddelt, at man standser alle sine flyvninger til og fra Danmark fra den 1. til den 28. marts. Det svarer til resten af vinter-sæsonen.
”Trafikken mellem Kina og Danmark vil være markant mindre i februar og marts. Vi forventer, at Corona krisen i Kina også til en vis grad vil påvirke flytrafikken til resten af Asien,” siger Københavns Lufthavns administrerende direktør Thomas Woldbye.
Doha har vokseværk
Som altid var London den travleste destination i januar. På hverdage er der op til 23 afgange mellem den danske og den britiske hovedstad.
Trods Brexits indførelse den 1. februar, hvor Storbritannien forlod EU, regner Københavns Lufthavn med, at London trafikken vil være ”business as usual” i hvert fald året ud,
”EU og Storbritannien har en midlertidig aftale om at behandle britiske rejsende som andre EU-borgere frem til årets udgang. Til den tid er det forhåbentlig lykkedes at forhandle en god, permanent aftale om flytrafik mellem Storbritannien og EU-landene,” forklarer Thomas Woldbye.
Lufthavnen må notere en nedgang på 5,3 procent på de lange ruter ud af Europa. Det skyldes, at Norwegian ikke længere flyver til USA fra København og i stedet satser på flere korte ruter i Europa.
Januars store højdespringer skal man til gengæld finde på den arabiske halvø. Det er igen hovedstaden Doha i Qatar.
Doha er knudepunkt for Qatar Airways mange ruter til Mellemøsten, Europa, Asien og Afrika. Over 50.000 passagerer rejste på København-Doha ruten i januar. Det er en fremgang på hele 20,6 procent.
Her er januars Top-10 over de mest populære ruter til og fra CPH i januar;
- London – 151.732 rejsende
- Oslo- 105.314
- Stockholm – 101.601
- Amsterdam – 78.488
- Aalborg – 57.243
- Paris- 54.667
- Helsinki – 54.612
- Doha – 51.120
- Frankfurt – 45.724
- Bruxelles – 40.699
(Indledningsfoto til artiklen: Ernst Tobisch / Københavns Lufthavn)
Skriv et svar