Hvis I havde planlagt at rejse til, fra eller via England i dag – og det skulle foregå med British Airways (BA) – vil I opdage, at jeres afgang er aflyst. BA er ramt af en strejke blandt 4.300 af sine piloter.
Terminal 5, som normalt er British Airways’ hjemmebane i Europas største lufthavn London Heathrow – ligner en skyggeby. Hallerne er næsten tomme – og de passagerer, som er mødt frem, ses i skænderier med check-in personalet.
Rejseplanerne for omkring 200.000 passagerer er blevet smadret i dag og i morgen. Så længe varer den første pilotstrejke.
Giver den ikke et resultat, er piloternes fagforening Balpa parat til at gentage strejken. Fagforening og piloter er parate til at lade den være helt til jul, skriver den engelske avis ”The Sun”.
British Airways har aflyst 1.700 afgange og ankomster i London lufthavnene Heathrow og Gatwick mandag og tirsdag.
For det store flyselskab begyndte strejken faktisk allerede søndag aften. Da måtte BA aflyse over 50 interkontinentale flyvninger, som skulle lande i Heathrow mandag morgen.
Det drejer sig først of fremmest om syv afgange fra New York John F. Kennedy samt to fra Boston, Chicago, Los Angeles, San Francisco og Toronto.
British Airways har forsøgt at booke sine passagerer om til andre flyselskaber, men erfarings-mæssigt lykkes det sjældent med alle. Desuden får passagerer tilbudt kompensation.
BA har op til 850 flyvninger til og fra London hver dag, så flyselskabet frygter det værste. Flyselskabet har derfor bedt sine kunder om at blive helt væk fra lufthavnene.
Pilot-strejken er den første nogensinde hos British Airways. Den varer i to døgn, men vil blive gentaget fredag den 27. september.
Efter engelsk lovgivning skal strejker varsles 14 dage i forvejen, så der kommer næppe flere hos British Airways i september end de to kendte.
Det udelukker dog ikke, at piloterne vil nedlægge arbejdet igen i oktober, november eller december. Eller helt frem til jul, som flere engelske medier skriver.
I modsætning til andre faggrupper i British Airways har piloterne afvist et tilbud om lønforhøjelse på 11,5 pct. i de næste tre år.
Piloterne vil have mere, fordi de har holdt sig tilbage med lønkrav i de år, hvor BA var i økonomisk krise. I dag går flyselskabet forrygende godt. Derfor vil piloterne også have en andel i British Airways’ overskud.
Piloternes krav bliver ikke vel modtaget overalt – og slet ikke hos flyselskabets ledelse. En luftkaptajn med nogle års erfaring kan således tjene 167.000 pund om året – det svarer til ca. kroner. Dertil kommer diverse tillæg.
Mandagens og tirsdagens strejke ventes at koste British Airways omkring 100 millioner pund i mistet omsætning og ekstra udgifter.
Ifølge Balpa fagforeningen kunne flyselskabet have sparet de fleste af de penge, hvis de havde accepteret piloternes tilbud. Det havde kun kostet fem millioner pund mere.
I mellemtiden har British Airways sendt en email til alle 4.300 strejkende piloter og advaret dem om, at arbejds-nedlæggelsen er en alvorlig overtrædelse af deres ansættelses-kontrakt. Derfor risikerer de bl.a. at miste deres personale-goder som f.eks. gratis eller meget billige rejser.
For danskere vækker det nuværende kaos i luften over London mindelser om en lignende pilotstrejke hos SAS tilbage i marts og april.
Da måtte SAS aflyse over 2.500 flyvninger. Den strejke kostede SAS omkring 450 millioner kroner….
Skriv et svar