Selvom den efterhånden ligger et halvt år tilbage, bliver pilotstrejken ved med at rumstere hos SAS. Strejken kostede flyselskabet 450 millioner danske kroner. Det er en stor del af de penge, som SAS mangler for at opnå samme pæne regnskabstal som for et år siden.
SAS offentliggjorde i dag resultatet af sit forskudte regnskabsår 2018/19. Det viste et omsætning på 46,7 milliarder svenske kroner og et overskud før skat og afskrivninger på 786 mio. svenske kroner. I regnskabsåret 2017/18 tjente SAS godt to milliarder svenske kroner.
SAS’ topchef Rickard Gustafson indrømmer da også, at flyselskabets regnskab er skuffende. SAS fløj imidlertid i modvind med højere brændstof-priser, ugunstige valuta kurser for den svenske krone og den famøse pilotstrejke. Den kostede i april og maj aflysning af 4.000 flyafgange.
Ikke desto mindre er det positivt, at SAS’ omsætning er steget med 4,5 procent. Den skyldes bl.a, at SAS har kunnet sætte de gennemsnitlige billetpriser op.
I den forbindelse burde nedskæringerne hos ærkerivalen Norwegian få SAS til at klappe i hænderne.
Norwegian har bl.a. stoppet alle langdistance ruter fra København og Stockholm, hvilket efterlader SAS i en gunstig situation på rejser mellem Skandinavien og USA.
Alligevel finder topchefen det nødvendigt at øge effektiviteten yderligere i det skandinaviske flyselskab. Det skal bl.a. ske gennem forstærket digitalisering og indførelsen af fly fra kun én fabrikant mod tidligere flere.
De positive resultater af satsningen på Airbus alene viser sig dog først på længere sigt. De opvejes i de første par år af øgede udgifter til f.eks. omskoling af piloter og mekanikere.
Digitaliseringen af SAS’ administration har flyselskabet afsat et ekstra-ordinært beløb på 120 millioner svenske kroner til. De skal bl.a. bruges til at automatisere arbejds-processer i organisationen.
I det kommende år vil SAS forstærke sit netværk af europæiske ruter. Fra sommer-køreplanens indførelse til marts vil SAS introducere 14 nye direkte ruter og fem helt nye destinationer.
De nye steder, man fra næste år kan flyve direkte til med SAS, er Bari i Italien, Rhodos i Grækenland, Tivat i Montenegro, Zadar i Kroatien og Valencia i Spanien….
(Indledningsfoto til artiklen: SAS)
Skriv et svar