Danmark og vores landshold har fået større sympati verden over, end selv den dyreste reklame-kampagne kunne have givet os.
Selv folk, der ikke interesserer sig for fodbold, har følt med os, efter at vores bedste spiller segnede om med hjertesvigt midt i et landskamp mod Finland.
Christian Eriksen, der heldigvis har det bedre – og det danske fodbold-landshold, der fik sin store sejr her til aften mod Rusland – fik også en uventet hilsen fra det høje her i weekenden.
Heldigvis ikke helt oppe fra Sankt Peter, men et par etager længere nede, hvor det nye islandske flyselskab PLAY havde sine besætninger på træningstur til København.
På torsdag går PLAY i luften med sin første rute fra Reykjavik til Stansted i London. København følger efter den 22. juli med først to afgange om ugen – senere fire.
PLAY ønskede ikke at afsløre sine nye uniformer officielt inden den første landing i London. Derfor bestilte PLAY i stedet træningstøj til personalet med en hyldest og opmuntring til Danmark printet på.
Trøjerne var i rød/hvide farver og med Christian Eriksens rygnummer 10 på. Det hele blev markeret i sociale medier som Facebook, Instagram og Linkedin.
”Vi benytter lejligheden til at hylde vores danske fætre og deres modige fodbold-landshold efter de forfærdelige dage, de har måttet gennemleve. Vi er røde, vi er hvide” skriver PLAY’s topchef Birgir Johnsson i de sociale medier.
Den røde farve har i øvrigt stor betydning for PLAY. Lavpris-selskabets fly er rød-malede, og personalets meget afslappede uniformer har samme kulør.
Tak for opmuntringen PLAY. Det hjalp med lidt støtte fra vulkaner….
(Indledningsfoto: PLAY / Facebook)
………..
Skriv et svar