Der er mange måder at rejse på, Nogle tager bilen. Andre vælger flyet, mens et lidt mindre antal foretrækker toget.
Det sidste er lidt ærgerligt, for generelt betragtes togrejser som en af de mest grønne og bæredygtige måder at blive transporteret.
Naturligvis forudsat, at togene kører med el og ikke diesel – og at elektriciteten kommer fra bæredygtige kilder. Ikke fra kulkraftværker, for så er miljø-belastningen i sidst ende lige så stor som hos konkurrenterne.
Ifølge den store online-portal Booking.com erklærer 52 procent af de danske rejsende, at de gerne vil tage på ferie på en mere bæredygtig måde i de kommende 12 måneder.
38 procent planlægger desuden ferier, så de kan gå, cykle eller tage offentlige transport-midler, når de f.eks. besøger en storby og gerne vil kigge rundt i den.
For at fremme togturismen har Booking.com fundet 10 destinationer i Europa, som man snildt kan nå med toget fra Danmark. Også, selvom danskerne ikke ligefrem er begavet med mange internationale togforbindelser.
Hamborg er det oplagte knudepunkt for danskere, der vil bruge toget i Europa. Den store havneby er et fint sted at skifte tog, for det bliver danskerne altså nødt til, hvis de vil opdage andre lande på skinner.
Venedig i Italien
Med sine maleriske kanaler og enestående arkitektur er Venedig et fint sted at besøge. Vejen til den flydende by kan sagtens foregå med tog.
Zürich i Schweiz
Med sin centrale placering midt i Europa har Zürich en af de travleste banegårde i denne del af verden. Selve Zürich er også god at have ferie i, selvom priserne er høje.
Prag i Tjekkiet
Ifølge brugere af Booking.com er den tjekkiske hovedstad den næstmest anbefalede destination i Europa. Prag kan sagtens besøges med tog, og undervejs vil man kunne se flotte landskaber ud af togvognenes vinduer.
Paris i Frankrig
I gamle dage gik der direkte nattog fra København til Paris. Det burde DSB genoptage, for togturen ned igennem Europa er fin at foretage på den mørke del af dagen. Man tager fra Danmark om aftenen og lander vel-udhvilet i den franske hovedstad næste formiddag.
München i Tyskland
Hvis man er til fodbold og godt fadøl, er Bayerns hovedstad svær at komme udenom. Den ligger på en af de internationale jernbaners hovedlinie og er derfor nem at komme til året rundt. Ikke kun til Oktoberfest.
Bruxelles i Belgien
EU’s hovedkvarter ligger her, så Bruxelles har på alle måder en nøglerolle i Europa. Efter en togrejse står Bruxelles parat med bl.a. fremragende øl, chokolade, vafler og muslinger med pommes frites.
Amsterdam i Holland
Amsterdam er normalt mest kendt for sine mange cykler og sin store Schiphol lufthavn, som mange danskere bruger som sprintbrædt videre ud i verden. Den hollandske storby har dog også mange internationale togforbindelser, man kan udnytte.
Hamborg i Tyskland
Tyskernes næststørste by har jeg allerede nævnt som et oplagt knudepunkt, som danske togrejsende kan bruge til at skifte tog. Hamborg i sig selv er dog også værd at besøge i flere dage. Undr jer ikke over, at hamborgenserne hilser med en moin, ligesom sønderjyderne gør.
Berlin i Tyskland
Vores naboer mod syd har et meget mere udbygget skinnenet, end vi har i Danmark. Noget af de er dog lige så slidt som her i landet og derfor altid under reparation. Tyskland har dog fortsat mange hurtig-ruter med tog. En af dem går mellem Hamborg og Berlin.
Stockholm i Sverige
Som rosinen i pølseenden kommer Stockholm, der er den eneste udenlandske hovedstad, som har en direkte og daglig togforbindelse med Danmark. Det betyder, at kan komme hurtigt fra København til Stockholm og undervejs se det smukke svenske landskab suse forbi….
(Indledningsfoto til artiklen: JK / Unsplash)
Skriv et svar