Selvom det danske Coronapas fra i dag er gyldigt i hele EU og i Schengen-landene som dokumentation for vaccinationer, tests og tidligere smitte, betyder det langt fra, at man glider problemfrit over grænser og gennem lufthavne i Europa.
Hvert land kan nemlig stadig have sine egne regler for vaccination, tests og isolation efter indrejse i landet. Desuden skal der i en række lande udfyldes dokumenter på forhånd.
Forbruger Europa organisationen advarer derfor om, at man skal tjekke alle indrejse-restriktioner nøje, når man planlægger en ferie i udlandet her til sommer. Ligegyldigt, om den foregår med fly, som kør-selv til Italien, med tog eller skib.
Et ”grønt eller ”gult” Europa og aftalen om det europæiske Coronapas ændrer ikke ved, at en del europæiske lande stadig har restriktioner, som kan påvirke danskernes rejse.
”Man bør tjekke løbende og hver dag op til sin ferie, for restriktionerne ændres løbende. Faktisk er det også nødvendigt at holde øje med reglerne undervejs, hvis man skal krydse flere grænser – også på vejen hjem,” forklarer Lars Arent. Han er leder af Forbruger Europa.
Organisationen anbefaler, at man først og fremmest klikker ind på de danske myndigheders webside www.coronasmitte.dk . Her vil man finde de fleste informationer.
På Udenrigsministeriets hjemmeside kan man finde rejsevejledninger og få et overblik over indrejse-restriktioner i Europa for danske turister.
EU-Kommissionen har desuden udviklet en praktisk app – Re-Open EU. Her kan forbrugere indtaste, hvor de skal til og fra på rejsen – og hvilke lande de eventuelt skal igennem undervejs. For de fleste europæiske landes vedkommende giver app’en svar på, hvilke restriktioner der gælder.
(Indledningsfoto til artiklen: Geralt 23026 / Pixabay)
Skriv et svar