Først den ene vej og så den anden vej. Man fristes lidt til at nynne den gamle melodi, selvom stemningen i den danske rejsebranche bestemt ikke indbyder til glad sang. Snarere tværtimod.
Sangens velkendte tekst er blevet høj-aktuel, efter at den danske erhvervs-minister og landets rejsebureauer tilsyneladende har snakket forbi hinanden.
Da Udenrigsministeriet indførte nye stramme rejsevejledninger den 13. marts, var det et øjeblikkeligt stop for danskernes rejser til udlandet.
Samtidig fik rejsebureauer og -udbydere et massivt tilbagebetalings-krav fra kunder, der havde bestilt og betalt rejser, men nu ikke kunne komme afsted.
Alene den første måned efter den nye anbefaling fra Udenrigsministeriet, der reelt fungerer som et forbud, ville der være tale om en milliard kroner.
Det var penge, som kunderne retmæssigt havde krav på, men som i langt de fleste tilfælde for længst var betalt videre fra rejsebureauet til underleverandørerne.
To uger efter – den 16. marts – fik rejsebranchen tilsagn fra erhvervs-ministeren om, at den ville få tilført halvanden milliard kroner i økonomisk hjælp.
Stor var glæden i mange rejsebureauer, der så straks begyndte at sende penge tilbage til deres kunder. I forventning om, at beløbene ville blive erstattet via Rejsegarantifonden.
Endnu større var chokket imidlertid i denne uge, hvor erhvervs-ministeren med et pennestrøg ændrede præmisserne i hjælpepakken. Nu lå der ikke halvanden milliard kroner til fordeling mellem de kriseramte rejse-arrangører, men kun det halve.
Erhvervs-ministerens ændrede udspil har naturligvis vakt vrede og skuffelse i den danske rejsebranche, der ellers var taknemmelig for den lovede håndsrækning. I begyndelsen altså.
I Danmarks Rejsebureauforening frygter man nu, at bureauer vil gå på konkurs på stribe i den nærmeste fremtid. Måske 500 af Danmarks 650 rejsebureauer. Ministeren har reelt set sendt rejsebureauerne ud over afgrundens kant.
Morten Lysdal Damgaard, der er direktør i Unitas Rejser i Silkeborg og bestyrelses-medlem i foreningen, kræver, at der skal sættes massivt ind med hjælp fra regeringens side, hvis ikke en hel branche skal dø som følge af COVID-19 pandemien:
”Ministeriets ændrede holdning har ingen betydning har for, om rejsekunder får deres penge tilbage eller ej. Det gør de i sidste ende gennem Rejsegarantifonden, hvis rejsebureauet går konkurs. Det er udelukkende et spørgsmål om, at vi nu skal sikre, at en hel branche ikke kollapser totalt.”
En rundspørge, som Danmarks Rejsebureau Forening har foretaget blandt sine medlemmer, viser, at ministeriets ændrede bekendtgørelse vil give likviditets-problemer allerede om en til tre måneder. De første bureauer er allerede gået konkurs….
(Indledningsfoto til artiklen: Congerdesign / Pixabay)
Skriv et svar