Mange rejsende synes, at Rejsekort er en smule gammeldags, når den populære rejseform kun findes i en fysisk udgave – og ikke digitalt som app på mobiltelefonen.
Det vil ændre sig i løbet af 2024. Da vil Rejsekort og Rejseplan A/S have færdig-udviklet Rejsekort som en app.
Med Rejsekort som app vil mange føle, at de får en lettere rejse med tog, bus, Metro, s-tog osv:
De skal fremover kun checke ind via app’en, inden de begynder rejsen – og checke ud igen, når rejsen er afsluttet.
Til gengæld slipper de for at foretage et ekstra check-in på de blåt lysende terminaler, når de skifter mellem transport-midler og rute på en rejse.
Samtidig vil de rejsende få hjælp til at huske check-ud. App’en sender ganske enkelt en notifikation til telefonen.
Rejsekort har haft flere leverandører med i udbuddet om at levere systemet på en app. Alle havde tilsvarende løsninger i drift rundt om i Europa.
FAIRTIQ fra Schweiz endte med af levere det bedste tilbud med hensyn til kvalitet, pris og tidsplan, oplyser Rejsekort.
Rejsekort & Rejseplan A/S reagerer dermed på sine mange kunders ønsker:
En bruger-undersøgelse fra tidligere i år viste således, at to ud af tre rejsende i den kollektive trafik ønsker en app på mobilen som erstatning for det fysiske Rejsekort, som man let glemmer at få med.
En første prototype-app blev prøvekørt i Nordjylland i efteråret 2022 og fik stor tilfredshed hos de rejsende.
Bl.a. var en huske-notifikation til check-ud meget populær.
Desuden viste de nordjyske erfaringer, at app’en beregnede rejsen meget nøjagtigt, så de rejsende blev afregnet med det korrekte beløb.
Rejsekort & Rejseplan A/S tør ikke give en fast dato for, hvornår den nye app ligger klar til download. Kun, at de første rejsende vil kunne bruge app’en i løbet af 2024.
Det vil fortsat være muligt at benytte det nuværende fysiske Rejsekort, selvom app’en bliver lanceret.
Prisen for en rejse med den nye Rejsekort-app betales efter endt rejse, ligesom vi kender det fra det fysiske Rejsekort i dag.
I øvrigt blev Rejsekort i 2022 anvendt som betaling for mere end 167 millioner rejser med bus, tog, metro og letbane….
(Indledningsfoto til artiklen: Rejsekort & Rejseplan)
Skriv et svar