For de fleste danskere er ferie lig med sol og sommer, men sådan tyder det ikke på at blive i Danmark i de næste par uger.
I hvert fald ikke, hvis man skal tro vejrudsigterne, der byder på skyer, regn og faldende temperaturer, så langt øjet rækker.
Vejrskiftet skete næsten i samme minut, som skoleferien begyndte – og dét har nærmest fået danskerne til at gå i ferie-panik.
Mange af de mennesker, der ikke har fået bestilt sommerferie rejsen endnu – måske fordi de klappede hesten efter sidste års rekordvarme sommer i Danmark – er strømmet til tasterne i dag.
Hos Bravo Tours, der er et af Danmarks store charter-selskaber, har der været forrygende travlt lige fra morgenstunden.
”Vi havde nok på fornemmelsen, at det ville ske. Vi kigger jo også på vejrudsigter og kender danskernes typisk reaktion efter mange år i rejsebranchen. Telefonerne har ikke stået stille, siden vi åbnede i morgens – og vores hjemmeside har været virkelig hårdt belastet,” fortæller adm. direktør Peder Hornshøj fra Bravo Tours.
Selskabet har derfor udvidet åbningstiderne i hele denne uge for at følge med:
”Danskerne vil på ferie med sol og sommer – koste, hvad det vil. Sidde hjemme i Danmark i regnvejr og middelmådige temperaturer går slet ikke,” siger Peder Hornshøj.
Vejrskiftet betyder også, at priserne på ferierejse sydpå stiger med raket-agtig fart. Time for time bliver det dyrere at komme afsted.
I fredags kunne Trends & Travel fortælle, at afbudsrejser kunne købes for rekord-agtigt lave priser, hvis man kunne tage af sted med det samme.
Det var dengang, og i fredags så danskerne frem til en weekend med bagende sol og temperaturer på 30 grader og derover. I dag var der stadig solskin over Danmark, men stærk blæst og 10 grader lavere på termometret.
Nu har trenden vendt fuldstændig. Fra i dag er efterspørgslen på rejser langt højere end udbuddet. Man kan stadig finde pladser, men man kan ikke længere stille de store krav til rejsen. Hverken til destination eller pris….
Skriv et svar