Mange nyheds-medier inklusive tv har været ude med store overskrifter om, at flyrejser vil blive meget dyrere efter Corona krisen. 50 til 100 procent har været nævnt.
Det sker måske senere på året, for lige nu er der ingen pris-forhøjelser at se. Hvis man ved, at man kan holde sin ferie i november eller i januar og marts næste år, kan billetterne købes meget billigt nu og her.
For eksempel kan man komme fra Billund og København til Dubai tur/retur for 2.000 kroner. Samme pris ligger en rejse på til New York om et halvt år. Bangkok er lidt dyrere med 3.000 kroner.
Eller hvad med en storbyferie til Paris eller Amsterdam? Kan man planlægge sin rejse allerede nu, kan en returbillet fra København fås for omkring 500 kroner. Det gælder også for Rom, hvor priserne dog svinger ret meget.
Det viser et dugfrisk tjek fra Dansk Flyprisindex, der udgives af online portalen Travelmarket.dk. Den kan bruges til at sammenligne priser på en hel række rejse-relaterede ting.
Direktør OleStouby fra Travelmarket fortæller, at flypriser med afrejse i november 2020 eller januar og marts 2021 stort set ikke har ændret sig siden før Corona pandemien. Faktisk viser den aktuelle undersøgelse, at lige så mange flybilletter falder i pris, som der stiger.
”Når vi igen kan rejse til europæiske og fjernere destinationer, er det i hvert fald ikke billetpriserne, som vil afholde folk fra at tage af sted. Der er fortsat mange billige flyrejser at finde langt fremme i tiden.,” forklarer Ole Stoubye.
Han anbefaler samtidig, at folk betaler sådan en rejse med kreditkort. Så kan man få pengene tilbage, hvis flyselskabet skulle gå konkurs.
Direktøren fra Travelmarket forholder sig meget skeptisk over for de prognoser om en betydelig prisforhøjelse, som flere eksperter og organisationer har været fremme med.
Han mener også, at det er noget vrøvl, når en dansk forbruger-økonom påstår, at småferier og weekend-rejser vil være lukket land, medmindre man er velhavende:
”Udbuddet af billetter på markedet vil også fremover tilpasse sig efterspørgslen. Ligegyldigt, om der flyves lige så ofte som før eller skæres ned på afgangene, som flere flyselskaber har varslet,” siger Ole Stoubye.
”Alle dage har billige flyrejser været det bedste middel til at få folk til at pakke kufferterne – ikke det modsatte. Jeg er sikker på, at vi også fremover vil se mange tage på storbyferie til attraktive priser,” fortsætter han.
Travelmarkets pris-tjek tager udgangspunkt i flyvninger fra København og Billund til fem europæiske og fem inter-kontinentale rejsemål.
Listen herunder viser flyruten og priserne for en returbillet på Economy Class i henholdsvis november 2020, januar 2021 og marts 2021 – vel at mærke, hvis man køber rejsen nu.
- København – Amsterdam: 603 kr. / 639 kr. / 536 kr.
- København – Oslo: 791 / 791 / 884
- København – Paris: 624 / 657 / 573
- København – Rom: 578 / 498 / 648
- København – Stockholm: 790 / 790 / 790
- København- Bangkok: 2.946 / 3.086 / 3.123
- København – Dubai: 1.842 / 1.966 / 2.207
- København – Johannesburg: 3.022 / 3.141
- København – New York: 2.048 / 2.108 / 2.075
- København – Sydney: 6.281 / 6.191 / 6.191
- Billund – Amsterdam: 1.069 / 1.069 / 1.138 kr.
- Billund – Oslo: 594 / 594 / 606
- Billund – Paris: 880 / 923 / 923
- Billund – Rom: 914 / 937 / 955
- Billund – Stockholm: 866 / 866 / 1.033 kr.
- Billund – Bangkok: 3.921 / 3.926 / 4.336
- Billund – Dubai: 2.178 / 1.907 / 2.642
- Billund – Johannesburg: 2.953 / 2.963 / 3.080
- Billund – New York: 2.173 / 2.173 / 2.173
- Billund – Sydney: 6.474 / 6.474 / 6.524 kr,
Alle priser er indhentet den 14. maj 2020 på www.travelmarket.dk.
(Indledningsfoto til artiklen: Andreas 160578 / Pixabay)
Skriv et svar