Der er færre støjende fly i luften over Københavns Lufthavn (CPH) end for fem år siden, men da flyene er større i gennemsnit, var antallet af passagerer i september højere end nogensinde før.
Det betød, at årets niende måned satte ny rekord i Danmarks næst-største lufthavn, der havde 2,8 millioner rejsende i september.
Københavns Lufthavn forventer også en travl oktober, hvor der alene i efterårsferien i uge 42 ventes tæt på en million rejselystne passagerer. Det vil sige over 100.000 rejsende om dagen.
De 2,8 millioner passagerer er 11 procent flere end i september sidste år og en smule højere end i det hidtidige rekordår 2019.
Samtidig er antallet af fly, der startede og landede i september, fem procent færre end for fem år siden.
I årets første ni måneder har næsten 23 millioner passagerer – 22,77 mio – benyttet Københavns Lufthavn. 12 procent flere end i samme periode for et år siden.
Derfor har lufthavnen opjusteret sine forventninger til hele året fra 29 millioner passagerer til 29,8 millioner.
Som altid var London den mest populære rute i september. Flere end 155.000 passagerer fløj mellem København og en af de tre London lufthavne Heathrow, Stansted og Gatwick.
Hver femte passager fra København til London flyver videre ud i verden, mens resten ender deres flyrejse i den engelske hovedstad med de mange seværdigheder, pubs, musicals og shopping muligheder.
På Top-10 over de mest populære destinationer i september lå også Amsterdam, Paris, Milano og Istanbul.
I den kommende efterårsferie vil det i høj grad være charter-rejser til sol og varme, der står i fokus:
Her vil Grækenland være nummer ét foran Spanien og Cypern. Det vil især være rejsemål som Kreta, Rhodos, Gran Canaria, Mallorca, Tenerife og Larnaca, som trækker. De dækker 80 procent af alle charterrejser fra København i uge 42.
Charter-passagerer udgør i øvrigt kun fem procent af trafikken i Københavns Lufthavn. 95 procent rejser med rutefly….
(Indledningsfoto til artiklen: Københavns Lufthavn)
Skriv et svar