Tidligere i år slog Sverige portene op til verdens største gourmet restaurant.
Med håndlavede træborde anbragt forskellige naturskønne steder i vores naboland, forvandlede Sverige sig til én stor udendørs restaurant.
”The Edible Country” – det spiselige land – havde i første omgang placeret syv borde og udendørs køkkener i naturen, men det har vist sig at være alt for lidt.
Fem måneder efter introduktionen i januar har over 140 selskaber bestilt bord for at spise naturens egne råvarer i de syv ”restauranter”. Derfor udvider svenskerne nu med udendørs frokostborde i bl.a. alkenberg i Halland, Kloster i Dalarna og ved Göta Kanal i Vestsverige.
Pladser i verdens største outdoor restauranter kan bestilles via dette link. Sæsonen er netop åbnet, og bookinger er bl.a. kommet fra Danmark, Australien, USA, Frankrig, Storbritannien, Tyskland og Kina.
Konceptet ”det spiselige land” er skabt i samarbejde med fire af Sveriges bedste kokke, der alle er belønnet med Michelin stjerner.
Ideen var at få turister og svenskere selv bort fra de traditionelle ferie-måltider med usunde fødevarer og en in-aktiv livsstil.
Mesterkokkene leverer opskrifter på, hvilke råvarer man kan indsamle i den svenske natur – og hvordan de tilberedes i udendørs køkkenerne, så de får en velsmag som på en dyr Michelin restaurant.
De syv første borde er placeret i Kittelfältet i Värmland, Bydalen i Jämtland, Asa i Småland, Utö i Stockholm, Ormanäs i Skåne, Ramsvik i Vestsverige og Arjeplog i det svenske Lappland.
Turist-organisationen Visit Sweden anbefaler, at interesserede booker et bord i naturen så hurtigt som muligt. Det varer nok ikke længe, inden ”The Edible Country” må melde udsolgt igen.
Desuden vil det være en god idé at pakke gode støvler og en varm trøje eller jakke med i bagagen. Selvom den svenske natur er smuk, kan den også være lunefuld med hensyn til vejret.
Skriv et svar