Det er ikke kun i tv-serier, at badehoteller er populære. De er også trendy og eftertragtede i det virkelige liv.
Den trend bliver nu bekræftet, hvor den kendte danske ferieø Rømø ved vadehavet får sit første badehotel. Det placeres i øens største by Lakolk for enden af et butikstorv.
Bag det nye badehotel står den lille nordtyske hotelkæde Heimathafen Hotels, der har specialiseret sig i hoteller i havnebyer og ved kysten.
Heimathafen har i øjeblikket syv hoteller med tre nye på vej i år og i 2024. Hotellet på Rømø bliver kædens første i udlandet og skal være startskuddet for en større entré på det danske marked.
Efter planen skal det nye badehotel på Rømø få omkring 100 værelser og 55 ferie-lejligheder, der får tage fyldt med solceller.
Prisniveauet vil formentlig ligge i mellemklassen, hvis man kan gå ud fra Heimathafens øvrige hoteller i Tyskland.
Heimathafen har i øjeblikket 500 ansatte, og der vil komme yderligere 150 hel-års-jobs, når det nye badehotel åbner på Rømø.
Traditionelt har mange sønderjyder sommerhus på Rømø, men øen er også fyldt med tyske feriegæster om sommeren.
Formentlig vil det nye badehotel få flest gæster fra syd for grænsen. Sydtyskere og indbyggere fra de store byer elsker at besøge Vesterhavet, hvor de kan få frisk luft, vind i næsen og bade i ægte saltvand i stedet for swimmingpools.
Der er endnu ikke sat en præcis dato for, hvornår Heimathafens første hotel i Danmark skal åbne. Hotellet ventes dog at få 100.000 overnatninger om året og tilføre Tønder Kommune omkring 40 millioner kroner i ekstra omsætning fra Rømø….
(Indledningsfoto til artiklen: Architechturbüro Ladehoff GmBH)
Skriv et svar