Queen Elizabeth II’s død og begravelse har domineret tv og næsten samtlige andre medier i den seneste uge.
Ikke engang prinsesse Dianas tragiske bilulykke for 25 år siden – eller for den sags skyld vores egen dronning Margrethes 50-års regerings-jubilæum – har kunnet trække så mange overskrifter og beslaglægge så mange timer på de store tv-kanaler.
Nu viser det sig også, at dronning Elizabeth påvirker luftfarten på flere forskellige måder. Mest over London, men såmænd også i andre lande.
Når dronningens kiste bliver taget på sin næst-sidste rejse fra det britiske parlament til Westminster Abbey kirken på mandag formiddag.
Efter mindegudstjenesten køres kisten i procession til Windsor Castle, hvor der holdes en gudstjeneste i det lokale St. George kapel.
Mandag aften bliver dronningen så bisat ved siden af sin mand prins Philip, der døde sidste år.
Under alle disse ceremonier vil himlen over London være næsten fri for passagerfly. Til gengæld vil den nok være fyldt med helikoptere og droner, der følger begravelsen for tv-kanaler og sikkerheds-tjenester.
Alle, der har rejst til og fra Heathrow Airport, vil vide, at indflyvning og afgange fra Englands største lufthavn foregår lige hen over Windsor Castle og store dele af downtown London.
Heathrow har derfor besluttet at vise respekt for den afdøde og meget populære monark ved at stoppe stort set alle flyvninger, mens begravelsen foregår.
Mere præcist vil al flytrafik blive stoppet i tidsrummet 11:40 til 12:10 lokal GMT tid, hvor også Storbritanniens officielle to-minutters stilhed holdes.
Heathrow oplyser, at alle ankomster vil blive aflyst mandag mellem kl. 13:45 og 14:20. Tilsvarende streges alle flyafgange mellem 15:05 og 16:45, så begravelses-processionerne ikke bliver forstyrret af larm fra motorerne på hundreder af rutefly.
Endelig skærer Heathrow ned på antallet af afgange i tidsrummet 16:45 til 21:00 af hensyn til bisættelsen på Windsor Castle. Lufthavn og slot er nærmest naboer i det vestlige London.
Heathrow har bedt flyselskaberne om at tilpasse deres ruteplaner efter begravelsen. Det vil sige, at både indenrigs og internationale afgange kan blive aflyst mandag.
Også den noget mindre London City Airport vil tilpasse sine flyveplaner. Den lukkede allerede ned, da Dronning Elizabeths kiste blev overført i procession fra Buckingham Palace til Westminster Hall i onsdags. Det samme gjorde i øvrigt også Heathrow i et par timer.
Londons tre andre store lufthavne – Stansted, Gatwick og Luton – ligger geografisk så langt væk fra City og Windsor, at de kan fortsætte deres normale drift på mandag.
Sidste flyvning satte rekord
Det er bestemt ikke kun begravelses-processionerne, gudstjenesterne og muligheden for at vise sin respekt ved at gå forbi kisten i Westminster Hall, som tiltrækker sig enorm opmærksomhed og interesse.
Det gjaldt bestemt også dronning Elizabeths sidste flyvetur i tirsdags fra Edinburgh i Skotland til militær-lufthavnen Northolt ved London.
Den blev fulgt af flere mennesker end nogensinde før på online-tjenesten Flightradar24. Her kan man holde øje med alle civile flys ruter og position over det meste af verden.
Aldrig før har så mange besøgt Flightradar24. Faktisk brød computerne ned i en periode på grund af den uventede belastning fra 4,79 millioner besøgende på samme tid.
Lige, da flyet med dronningens kiste rullede ud til start i Edinburgh, måtte Flightradar24s servere sågar håndtere godt seks millioner opkald.
Dronning Elizabeth II blev fløjet fra Skotland til London i et militært Boeing C-17 fragtfly fra Royal Air Force. Det havde fly-nummer KRF001R og den militære ZZ177 identifikation.
Dronningens kiste må have fyldt meget lidt i lastrummet på C-17 flyet, der normalt transporterer op til 77 tons tanks, helikoptere og soldater.
Dronningen får egen lufthavn
Lidt kuriøst får den døde engelske monark nu opkaldt en lufthavn efter sig. Den ligger ikke i Storbritannien eller en af Commonwealth landene, der hører under den engelske krone, men i Frankrig.
Lufthavnen i den nordfranske by Le Touquet-Paris-Plage skal omdøbes og fremover bære den britiske dronnings navn – skriver den franske nyhedstjeneste AFP.
Den lille kystby, der er populær blandt engelske turister, betragter sin lufthavn som ”den mest britiske af alle franske lufthavne.”
Kommunen ser samtidig lufthavnen som et ”stærkt symbol på venskabet på tværs af den engelske kanal.”
I sin pressemeddelelse skriver bystyret i Le Touquet-Paris-Plage, at ”dronning Elizabeth II har tjent sit land i 70 år med engagement, respekt og trofasthe. Samtidig har hun hele tiden satset på at holde et godt forhold mellem vores to nationer. Desuden talte hun fransk.”
Hvornår lufthavnen bliver officielt omdøbt – og om den skal indhente tilladelse fra Buckingham Palace først – mangler Le Touquet-Paris-Plage dog at fortælle….
(Indledningsfoto til artikel: Heathrow Airport)
Skriv et svar