Hvis turen går til udlandet i sommerferien, er det ikke ligegyldigt for økonomien, hvor man rejser hen.
Inden for EU’s grænser får man mest for pengene på en tur østpå til Rumænien, Bulgarien eller Polen.
Omvendt skal man have den store tegnebog med, hvis man vil holde sommerferie i Danmark, Irland, Luxembourg og Finland.
Det viser en ny sammenligning fra Danmarks Statistik, hvor man har benyttet de lokale husholdningers forbrug som målestok for prisniveauet i et land.
I den forbindelse bruger rumænerne kun 40 procent af det beløb, som en dansk husholdning brugte i 2022. Eller med andre ord: For hver 100 kroner seddel, en dansker bruger, kan rumæneren nøjes med 40.
Det næst-billigste land i EU er så Bulgarien med udgifter på 41 procent af den danske. Vores naboland Polen kommer ind på tredjepladsen med 43 procent.
”Generelt er det landene i det østlige Europa, hvor danskerne kommer længst med deres penge. Danmark selv og Irland er til gengæld de to dyreste lande i EU,” forklarer Zdravka Bosanac. Hun er specialkonsulent i Danmarks Statistik.
I Irland ligger prisniveauet for en husholdnings endelige forbrug på samme niveau som i Danmark, mens Luxembourg og Finland følger lige efter med henholdsvis 95 og 88 procent af det danske.
Især offentlig transport og alkohol trækker op i prisen for turister i Irland og Finland, mens fødevarer er den dyreste varegruppe i Luxembourg.
Mange penge at spare i Østeuropa
Uanset om I planlægger en familieferie, en festtur med vennerne eller en rejse med masser af god mad, komfortabel søvn og interessante museums-besøg, er det en god idé at vælge Rumænien. Bulgarien og Polen.
Restauranter og hoteller koster nemlig mellem en tredjedel og det halve af de danske. Mere præcist 39 procent i Rumænien, 32 i Bulgarien og 49 procent i Polen. Fritid og kultur kan man også spare mindst 50 procent på.
Alkohol er relativt dyrt i de tre lande, men fortsat langt billigere end i Danmark. Et glas vin koster f.eks. 62 procent af den danske pris i Rumænien, 67 procent i Bulgarien og 64 procent i Polen.
Det kan bedst betale sig at shoppe i Bulgarien. Her betaler man typisk kun 60 procent af prisen i Danmark for tøj og sko.
Endelig kommer man rundt med tog, bus og sporvogn til små penge i de tre østeuropæiske lande. Prisen på en billet ligger typisk på det halve eller mindre end den danske.
Hvor holder vi helst sommerferie?
Selvom det kunne se ud i lufthavne og ved landegrænsen til Tyskland, som om halvdelen af danskerne rejser udenlandsk i disse dage, er det slet ikke tilfældet.
Ifølge Danmarks statistik er danskernes foretrukne destination nemlig fortsat Danmark:
I juli 2022 overnattede danskerne 4,8 millioner gange på danske hoteller og feriecentre. Regner man feriehuse og lystbådehavne med, bliver det til 6,7 millioner overnatninger.
Det er ikke helt billigt, for Danmark ligger 44 procent over EU-gennemsnittet i husholdningernes endelige forbrug.
Danske restauranter og hoteller er 56 procent dyrere end EU-gennemsnittet, mens fritid og kultur koster 41 procent mere.
Danskernes foretrukne sommerferie destination i udlandet er i øvrigt Italien. I juli står der danskere på over en million overnatninger i støvlelandet i juli. Derefter følger Tyskland og Spanien med hver over en halv million danske overnatninger i juli.
Prisniveauet i Italien, Tyskland og Spanien ligger noget lavere end det danske – nemlig 69, 75 og 67 procent, oplyser Danmarks Statistik….
(Indledningsfoto til artiklen: Freepik)
Skriv et svar