SAS kan kigge tilbage på en rigtig god oktober.
Passagertallet steg f.eks. så meget, at det skandinaviske flyselskab nu regner med at give overskud i dette regnskabsår – trods en kostbar pilotstrejke i foråret.
Forklaringen kan sikkert også findes lidt længere vestpå – nemlig i Norge. Nedskæringerne hos Norwegian har nemlig gavnet SAS.
Nu viser nye tal, at SAS også har fået bedre styr på sin trafik. Flyene er afgået mere til tiden, og SAS har forbedret sin ankomst-præcision med 2,5 procent sammenlignet med september.
Den fremgang viser sig blandt i den månedlige Top-10 over Europas større flyselskaber. Den bliver udarbejdet af det engelske konsulenthus Flightstats, der måler på punktligheden hos både lufthavne og flyselskaber verden over.
I september landede SAS på en syvendeplads blandt Europas dygtigste flyselskaber til at få maskiner til at lande til tiden.
Her i oktober er SAS hoppet op på en femteplads, efter at næsten 83 procent af flyene havde mindre end et kvarters forsinkelse ved ankomsten. I praksis betyder det, at bedre end otte af ti SAS fly lander efter fartplanen.
Igen i oktober var russiske Aeroflot Europas suverænt mest præcise flyselskab. Faktisk er Aeroflots 90,29 procent nok til at placere russerne som verdens mest punktlige. Foran Singapore Airlines i øvrigt.
Månedens store nedtur havde Finnair, der rutsjede fra en andenplads i september til en mere moderat placering som nummer ni i oktober.
Helt modsat med Norwegian. Nordmændene opererer i to separate flyselskaber, hvor det ene – Norwegian Air Shuttle – endte på en flot fjerdeplads i punktlighed, mens det andet – Norwegian Air International – røg helt til bunds på en kedelig position 21. Forskellen i præcision var hele 7,5 procent.
Nede i den kedelige ende, hvor ruteflyene har svært ved at ankomme til tiden, finder vi f.eks. også Icelandair og Lufthansa.
Her er Flightstats Top-10 over Europas mest punktlige flyselskaber i oktober:
- Aeroflot – 90,29 pct.
- Iberia – 87,88 pct.
- Air Europa – 85,02 pct.
- Norwegian – 83,32 pct.
- SAS – 82,97 pct.
- Air France – 82,30 pct.
- Austrian – 81,90 pct.
- Vueling – 81,66 pct.
- Finnair – 81,58 pct.
- S7 Airlines – 81,42 pct.
(Indledningsfoto: Jens Kreuter / Unsplash)