Europas to største grupper af flyselskaber udkæmper et hårdt kapløb om at blive denne verdensdels nummer ét. Det sker ud fra to vidt forskellige forretnings-strategier, der begge har vist sig at være en succes.
Mens Lufthansa Group er klart størst i omsætning, fordi kun få af gruppens flyselskaber er lavpris, holder rivalen Ryanair næsen foran i antal fragtede passagerer. Netop fordi Ryanair satser på lavpris.
Lufthansa har netop meddelt, at gruppens flyselskaber har haft tilsammen godt 145 millioner gæster ombord. Ryanairs foreløbige tal viser 152,4 millioner rejsende.
Lufthansas passagertal er en stigning på 2,3 procent i forhold til 2018. Fremgange havde både Lufthansa med 71 mio rejsende og datterselskaberne Swiss med 21,5 mio og Austrian med 14,6 mio. Til gengæld gik det tilbage for Lufthansas lavpris-division Eurowings, der transporterede 28,1 millioner rejsende sidste år.
En anden måde, som flyselskaberne måler deres succes på, er belægnings-procenten. Den fortæller, hvor stor en del af et passagerflys sæder der er solgt til hver afgang. Jo nærmere på udsolgt – desto flere penge tjener flyselskabet.
Hos Lufthansa Group lå belægnings-procenten sidste år på 82,5 procent. Den disciplin er Ryanair meget dygtigere til. 96 procent af selskabets sæder var solgt i 2019.
Ryanair Groups tal omfatter Ryanair selv samt datterselskaberne Lauda i Østrig og Buzz i Polen….
(Indledningsfoto til artiklen: Oliver Roesler / Lufthansa)
Skriv et svar