Boeings måske mest loyale kunde i Europa – lavpris-giganten Ryanair med 430 Boeing 737 fly i sin flåde – er godt træt af sin hoved-leverandør af passagerfly.
Det er der ikke nogen nyhed i, men Ryanairs topledelse har nu igen været ude at rasle med sablerne over for Boeing – og denne gang også over for sine medarbejdere.
Ryanair meddelte nemlig i går, at selskabets manglende 737 MAX fly kan koste yderligere nedlukninger af ruter og baser. Følgen vil være fyringer af både piloter, kabine-personale og service-medarbejdere på jorden.
Det irske lavpris-selskab måtte igennem en tilsvarende proces i oktober sidste år. Dengang lukkede Ryanair fem spanske baser. I december lukkede Ryanair så også sine baser i Stockholms Skavsta lufthavn og i sydtyske Nürnberg.
Årsagen er ganske enkelt nye 737 MAX fly fra Boeing, som Ryanair skulle have begyndt at modtage fra Boeing i april sidste år.
Ifølge nyhedstjenesten Reuters regner Ryanair ikke med at få fly før til september eller oktober. Dermed vil flyselskabet få smadret sine planer for to sommer-sæsoner i træk.
Det er en meget dyr ting for Ryanair, der havde planlagt en række nye ruter og rute-udvidelser, som nu er skrinlagt.
Forsinkelserne fra Boeing er dog ikke livstruende for Ryanair. Trods sine manglende fly og flere nedskæringer i rutenettet er selskabets passagertal gået frem med ni procent i det seneste år.
Sammen med sine datterselskaber Lauda i Østrig og Buzz i Polen transporterede Ryanair 152,4 millioner passagerer. Det er fem millioner flere end hele Lufthansa Group, der er næststørst i Europa.
Ryanairs vrede og mulige erstatningssag for manglende indtjening er dog ikke det eneste, som kan give panderynker hos Boeings nye topledelse i USA.
Ryanair har nemlig gen-optaget sine forhandlinger med Boeings ærkerival Airbus om levering af nye fly.
De vil dog i første omgang ikke flyve med Ryanairs mørkeblå haleror. Ryanair er snarere på udkig efter 100 nye fly til sit datterselskab Lauda.
Det østrigske lavpris-selskab, der bl.a. har en succes-rig rute mellem København og Wien, skal ekspandere kraftigt i de kommende år. Det sker på trods af, at Lauda giver store underskud.
Ryanair ser dog en voksende trussel fra ungarske Wizz Air – og nu snart også fra polske LOT, der købte Tysklands næststørste flyselskab Condor forleden dag.
Ryanair skal bruge Lauda og sit polske datterselskab Buzz til at dæmme op for den øgede konkurrence, som ikke mindst koncentrerer sig om Europas største marked – Tyskland.
Men tilbage til selve Ryanair: Frem til juni i år skulle Ryanair efter planen have modtaget knap 60 nye Boeing 737 MAX maskiner. Som tingene står for øjeblikket, får Ryanair nul.
Ryanair har fået Boeing til at udvikle en særlig udgave af det skandale-ramte 737 MAX fly. Ryanairs version har et ”200” i enden af navnet som markering af, at Boeing har presset et par ekstra sæderækker ind i maskinen, der normalt har plads til 189 passagerer.
Ryanair skal primært bruge MAX til at erstatte ældre og slidte 737 fly. Om få måneder vil den irske lavpris-gigant have et hul på 60 maskiner i sin flåde.
Som bekendt er Ryanair blot et af mange flyselskaber, der er ramt af, at Boeings nye 737 MAX maskiner har haft start-forbud siden marts sidste år. Det skete efter to fatale flystyrt, hvor tilsammen 346 mennesker blev dræbt….
(Indledningsfoto til artiklen: tpicture / Pixabay)
Skriv et svar