Det måtte vel komme. Når alle andre flyselskaber afskediger store dele af deres personale og afhænder i hundredevis af passagerfly, som der næppe bliver brug for efter Corona pandemien, kan Ryanair næppe manøvrere uden om krisen.
Længe har Ryanair påstået, at selskabet havde så mange på kistebunden, at Europas største lavpris befordrer kunne overleve selv en langvarig krise.
Det samme påstod Lufthansa også for halvanden måned siden. Nu tigger Lufthansa om økonomisk hjælp på 75 milliarder kroner hos regeringerne i Tyskland, Østrig, Schweiz og Belgien. Samtidig vil Lufthansa sige farvel til mindst 100 af sine 750 fly.
Her til morgen måtte Ryanair så også gå den tunge vej ud og meddele, at COVID-19 altså også gør voldsomt ondt i finanserne.
Situationen kan betyde, at Ryanair må fyre 3.000 piloter og kabine-personale. Oveni overvejer Ryanair at sende tusinder af medarbejdere på tvungen orlov, skære lønninger ned med 20 procent og lukke flere baser i Europa.
Lige nu regner Ryanair ikke med, at selskabet vil få mere end 100 millioner passagerer i hele 2020. Planen var 154 millioner, så det er en nedgang på over 50 procent.
Situationen er selvfølgelig værst lige nu, hvor lufttrafikken er næsten nede på nul. Men da ingen aner, hvor længe de forskellige europæiske lande holder deres grænser lukket, aner ingen, hvornår Corona krisen bare er overstået så nogenlunde.
Ryanair vurderer, at selskabet kun vil kunne gennemføre omkring én procent af sine planlagte afgange i april, maj og juni. Når vi kommer ind i næste kvartal med juli, august og september, er det maksimalt halvdelen af flyveturene.
Topchef Michael O’Leary meddelte derfor i morges, at Ryanair vil komme ud af det netop indledte regnskabs-kvartal med et underskud på 100 millioner euro. Også resten af 2020 vil Ryanair levere røde tal på bundlinien.
Måske allerværst er, at den ellers optimistiske og storskrydende O’Leary ikke regner med, at Ryanair vil være tilbage i topform før i sommeren 2022.
Først da vil passagertal og billetpriser være på niveau med, hvad Ryanair kaldte normalt, inden COVID-19 virussen overfaldt Europa.
Som andre flyselskaber bliver Ryanair også nødt til at skære ned på sin flådes størrelse og aflyse bestillinger af nye maskiner.
Ryanair har således ordrer på over 150 af Boeings kriseramte 737 MAX fly. Ingen af dem har Boeing kunnet levere på grund af tekniske problemer. Nu forhandler Ryanair med Boeing om at mindske ordrens størrelse.
Ryanairs udmelding i dag kommer lige i hælene på ærkerivalen British Airways. Her er hvert fjerde job i cockpittet truet. Alene 1.130 piloter vil British Airways fyre i de kommende dage og uger….
(Indledningsfoto til artiklen: Fotis Christopoulos / Unsplash)
Skriv et svar