Den irske lavpris-gigant Ryanair er godt på vej til at blive verdens største aftager af Boeings 737 MAX passagerfly.
De har været så grusomt meget igennem med bl.a. to års startforbud efter et par fatale flystyrt med 346 dræbte, der skyldtes tekniske fejl i flyenes computere.
I dag har Boeing problemer med sine større 787 Dreamliner fly, og da Boeings planer med sine helt nye 777X modeller er forsinket, tjener den amerikanske flyfabrik i dag sine penge på de mindre 737 MAX maskiner.
Ryanair har til dato modtaget 55 MAX 8200 eksemplarer, der skal afløse flyselskabets aldrende og godt slidte 737-800 maskiner. Indtil udgangen af maj vil det være 67 styk.
Derefter er det planen, at Ryanair skal modtage yderligere 55 Boeing 737 MAX i perioden fra september i år til marts næste år. Til den tid vil selskabet have 122 styk i sin flåde.
Ryanairs MAX er en specialmodel, der har fået flere sæder presset ind end den udgave af 737 MAX, som andre flyselskaber benytter. Hos Ryanair har MAX’en plads til 197 passagerer mod normalt 189.
Ifølge den kinesiske luftfarts-blogger Sam Chui er Ryanair begyndt at blive varm igen på Boeings større 737 MAX 10 model med plads til 220 passagerer.
MAX 10 skal være den direkte konkurrent til Airbus’ succesrige A321, men Boeing og Ryanair kunne sidste år slet ikke blive enige om prisen på sådan en maskine.
I et interview med Sam Chui siger Ryanairs topchef Michael O’Leary nu, at ”det næste logiske skridt for os er 737 MAX 10.”
”Vi har dog ikke genoptaget forhandlingerne med Boeing igen. Vi kan let klare os uden MAX 10 indtil 2026 eller 2027,” fortsætter O’Leary.
Ryanair er et af de flyselskaber, der satser alene på Boeing. Ærkerivalen easyJet har det lige modsat. Her flyver udelukkende Airbus maskiner.
I Skandinavien satser f.eks. Norwegian udelukkende på Boeing 737, mens SAS egentlig var et ”Airbus only” flyselskab. På det seneste har SAS imidlertid taget mindre Embraer 195 jetfly ind til ruterne hos sin datterselskab SAS Connect.
I øvrigt flyver Ryanair med medvind. I april transporterede det irske selskab 14,2 millioner passagerer og fyldte dem 91 procent af sæderne i sine maskiner.. I samme måned for et år siden havde Ryanair kun godt én million gæster ombord. I marts i år var det 11,2 millioner….
(Indledningsfoto til artiklen: Pjotr Mitelski / Ryanair)
Skriv et svar