Ryanair forventer at kunne slå alle rekorder denne sommer, fordi folk køber billige flybilletter som aldrig før.
Den irske lavpris-gigant regner således med 10 procent flere passagerer end i 2022, så tallet kommer op på 185 millioner.
Det vil ikke kun manifestere Ryanair som Europas klare nummer ét i lavpris, men samtidig sende Ryanair op som det største flyselskab i det hele taget.
Problemet er bare, at Ryanairs fly-leverandør Boeing let kan smadre disse optimistiske planer.
Boeing er forsinket med leveringer af nye 737 MAX fly og er i øjeblikket bagud med levering af mindst 10 maskiner til Ryanair. Det kommer til at koste omkring 750.000 passagerer i maj, juni og juli.
Ifølge Ryanairs finans-direktør Neil Sorahan hjælper det så ikke meget, at Boeing vil indhente det forsømte i august eller september. Til den tid er det meste af sommeren overstået, og kunderne har fundet andre flyselskaber at rejse med.
I det seneste regnskabsår sted Ryanairs passagertal med hele 74 procent til 168,5 millioner. Fremgangen kunne mærkes i de fleste EU-lande, som flyselskabet er aktiv i – inklusive i Danmark.
Med 10,8 milliarder euro eller godt 81 milliarder danske kroner mere end fordoblede Ryanair sin omsætning. Efter skat tjente Ryanair 1,43 milliarder euro på bundlinien.
Det flotte overskud blev skabt på trods af, at flyselskabets omkostninger til brændstof steg med en hel milliard i det seneste år.
Her i den kommende sommer vil Ryanair gennemføre 3.000 flyvninger om dagen og transportere 500.000 passagerer. Det er 25 procent flere end før Corona pandemien.
Ryanair venter på i alt 110 Boeing 737 MAX 8200 fly. I løbet af vinteren leverede Boeing 60 styk, men har nu stoppet i en periode.
MAX 8200 er en særlig udgave af det populære Boeing 737, som er skræddersyet til lavpris-flyselskaber. Her har man bl.a. fjernet et toilet ombord for at få plads til flere stolerækker. Den har plads til 200 passagerer mod normalt 189 i Boeing 737 MAX 8.
På lidt længere sigt har Ryanair sikret sig mindst 150 maskiner af Boeings helt nye og større 737 MAX 10 model, der har plads til 230 passagerer.
De skal leveres mellem 2027 og 2033. Dertil har Ryanair sikret sig optioner på at købe yderligere 150 af flytypen….
(Indledningsfoto til artiklen: Lucas da Costa e Silva / Unsplash)
Skriv et svar