SAS meddelte i aftes, at selskabet vil sende op til 90 procent af sine ansatte hjem og enten lukke ruter helt eller skære dem ned til et minimum, indtil Corona krisen er overstået.
Her til morgen fulgte Europas største lavpris-selskab Ryanair efter i slipstrømmen fra SAS’ jetmotorer.
Ryanairs nedskæringer er ikke helt så drastiske som SAS’, men de kan hurtigt blive det, hvis ikke situationen snart bedrer sig.
I april og maj vil Ryanair lukke 80 procent af sine afgange. Selskabet vil samtidig ikke udelukke, at det kan komme på tale at holde alle 450 Boeing 737 fly på jorden.
”Rejse-restriktioner og stop for flyvninger i en række europæiske lande har en betydelig negativ indvirkning på vores ruteplaner,” skriver Ryanair.
”I de lande, som endnu ikke har vedtaget restriktioner, kan nye regler om, at folk skal holde sig på afstand fra hinanden, gøre det upraktisk og umuligt at gennemføre flyvninger,” fortsætter lavpris-giganten.
Ryanair forventer at ”grounde” hovedparten af sine fly i de næste syv til ti dage. Desuden indfører selskabet ansættelses-stop og overvejer muligheden for at skære ned i lønninger og sende ansatte hjem på midlertidig orlov.
Ryanairs datterselskaber – Lauda i Østrig og Buzz i Polen – har stoppet deres flyvninger helt. Koncernen som helhed er dog finansielt robust og er ikke i fare, understreger topchef Michael O’Leary.
”Vi har en stor kontant likviditet og kan med passende tiltag overleve en længere periode med reduceret eller helt lukket ruteplan,” forklarer han….
(Indledningsfoto til artiklen: Ryanair)
Skriv et svar