Mens Ryanairs topledelse i vanlig bramfri stil har brokket sig højlydt, hver eneste gang et konkurrerende flyselskab har fået en politisk fordel, har det været meget stille med hensyn til flyvninger.
Europas største lavpris-selskab har holdt meget lav profil, mens Corona pandemien rasede over Europa. Næsten alle Ryanairs 450 Boeing 737 fly blev stående på jorden.
Siden marts har Ryanair kun holdt 20 flyruter om ugen i gang. De fleste mellem Irland og Storbritannien og nogle enkelte til kontinentets vigtigste lufthavne.
Det ændrer sig voldsomt fra onsdag den 1. juli. Da gør Ryanair et voldsomt comeback i luften over Europa. Fra i morgen øger de irske lavpris specialister til 1.000 afgange om dagen!
Ryanair kunne formentlig have udvidet endnu mere, men så længe Storbritannien har store Corona problemer, er det til ingen nytte.
Udlændinge, der rejser til England, Skotland, Wales eller Nordirland, skal fortsat gå i 14 dages karantæne efter landing. Den slags sender en naturlig dæmper på rejselysten, uanset om den er job-relateret eller sommerferie.
Ryanairs passagerer vil også mærke en del forskelle i forhold til tidligere. Desuden gør irerne ikke som alle andre, men det er jo også normalt hos Ryanair.
Som alle andre internationale flyselskaber i Europa har Ryanair maske-pligt til både passagerer og kabine-personale.
Ryanair nægter at placere ledige sæder mellem sine gæster for at skabe social afstand. Samtidig opfordrer flyselskabet til, at passagerer minimerer kontakt med hinanden og med kabine-personalet.
Ryanair siger også, at man vil forsøge at undgå klump-dannelser og køer ved på- og afstigning. Netop de to ting har ellers været en typisk ting ved de fleste lavpris flyafgange.
Under selve flyveturen beder Ryanair om at blive siddende på sin plads med sikkerheds-selen fastspændt, medmindre det er meget nødvendigt at rejse sig. Kø ved flyets toiletter er forbudt.
Modsat mange andre flyselskaber vil Ryanair fortsætte med at sælge forfriskninger ombord. Udvalget af snacks og sandwiches vil dog være stærkt begrænset i forhold til normalt.
Og så til sidst bagagen. Den håndterer Ryanair ikke, som Europas luftfarts-myndigheder anbefaler. Dermed gør irerne det præcist modsatte af andre flyselskaber.
Ryanair presser ikke sine kunder til at tjekke alle deres kufferter ind, så der kommer så lidt bagage med ind i flyets kabine.
Tværtimod råder Ryanair fra at tjekke bagage ind. I stedet prøver flyselskabet at lokke passagerer til at betale ekstra for ”Priority Boarding”. Det er der penge at tjene på, og de rejsende får lov til at tage en ekstra taske med i kabinen.
Ryanairs egen forklaring er, at passagerer undgår at komme i kontakt med lufthavnens check-in personale på den måde. Desuden skal lufthavnens bagage-folk ikke i berøring med kufferten.
Det lyder alt sammen som Ryanair, der altid har elsket at være kontrær. Velkommen tilbage i stor stil….
(Indledningsfoto til artiklen: )
Skriv et svar