Selvom Ryanair er lige så hårdt ramt af Corona krisen som andre flyselskaber – og bl.a. har skruet sine afgange ned til 40 procent af det normale – har topchef Michael O’Leary ikke mistet optimismen.
Han mener, at Sydeuropa vil opleve en ny invasion af strandene næste sommer. Til den tid vil flytrafikken i Europa være oppe på 80 procent igen af niveauet fra før Corona.
Det hele har dog én stor forudsætning: En effektiv vaccine skal stå klar meget snart, og den skal distribueres over hele Europa.
Ordene fra den ofte kontroversielle Ryanair boss faldt i forbindelse med en tale, som han holdt ved World Travel Market konferencen i går.
Det er et forfriskende synspunkt at høre. De fleste andre topchefer i de store flyselskaber taler nemlig ikke om normale tilstande før i 2022 – og måske først i 2024:
”Jeg har hørt en masse sludder komme fra de gamle flyselskaber: Verden vil ikke være sig selv før i 2050. Flytrafikken vender først tilbage i 2025. Rubbish. Jeg tror, at trafikken allerede vender tilbage i 2021 eller senest i 2022,” siger O’Leary.
Han tilføjer, at folk længes vildt efter at komme ud at rejse igen. De skal lokkes på vingerne igen ved hjælp af lave priser og troen på, at det igen er sikkert at tage til udlandet:
”Ryanair og andre flyselskaber vil dumpe priserne fra foråret 2021, i hele den kommende sommer, i vinteren 2021 og helt frem til sommeren 2022. Det samme vil hotellerne. Vi vil alle bruge discount til at få vendt forretningen,” fortsætter han.
Argumenterne er ikke nye hos Ryanair. Europas største lavpris selskab har altid brugt super-lave priser til at markedsføre sine ruter. Det samme vil Ryanair gøre i den kommende tid.
Her under Corona krisen har Ryanair holdt så mange fly i luften som muligt. Også selvom de kun har været halvfyldt eller mindre.
Det har flyselskabet gjort for at undgå en ekstra dyr vedligeholdelse, når flyene stod på jorden og skulle klargøres til drift igen.
Også Ryanairs piloter har været holdt i aktivitet. Alle har siddet i cockpittet mindst én gang om måneden. Det betyder mindre behov for genoptræning, og at Ryanair kan komme hurtigere op i høje omdrejninger igen end de fleste af selskabets konkurrenter.
Michael O’Leary tror til gengæld ikke på, at de lange flyruter til f.eks. USA og Asien får et comeback foreløbigt. Det vil tage længere tid end at genoprette rutenetværket på de kortere ruter i Europa:
”Det første, vi får at se næste år, er en strøm af mennesker, der rejser på badeferie ved Middelhavet. Spanien og Grækenland bliver de store vindere,” forudser Ryanairs topchef….
(Indledningsfoto til artiklen: Jakub Tetrymusz / Pixabay)
Skriv et svar