Nu, hvor rejse-restriktionerne dæmpes eller skæres helt bort i de fleste europæiske lande – bortset fra Rusland, Belarus og Ukraine – begynder kapløbet også blandt flyselskaberne om, hvornår passagererne kan rejse med uden maske på.
I Skandinavien var Norwegian ude som de første. For et par dage siden kom det britiske lavpris-selskab Jet2 i hælene, og i dag melder store Ryanair også ud.
Ryanairs topchef Michael O’Leary proklamerede på sin sædvanlige bramfrie facon ud i flere engelske aviser her til morgen, at hans passagerer vil flyve uden maske senest i maj.
Ryanairs ledelse er begyndt at drøfte med sit flyvende personale, hvordan et nyt liv uden mundbind kan foregå uden risiko for besætning og passagerer.
Den irske lavpris-gigant er stærkt på vej tilbage til fordums styrke og størrelse efter Corona: I februar 2022 havde Ryanair således 8,7 millioner passagerer ombord og solgt 86 procent af flyenes sæder.
Ryanair vil samtidig åbne 14 nye ruter fra sine tre lufthavne i London, så det totale antal direkte Ryanair destinationer fra den britiske hovedstad kommer op på 181 fra denne sommer.
De øvrige store flyselskaber fra Storbritannien ser ikke ud til at have lige så travlt med at kaste maskerne som Ryanair og Jet2. De afventer hellere generelle regler internationalt.
Helt uden mundbind kan Ryanairs kunder nemlig heller ikke rejse. Det kan godt være, at man må tage maskerne af i flyene, men de skal stadig være på i lufthavnene….
(Indledningsfoto til artiklen: Piotr Mitelski Comp / Ryanair)
Skriv et svar