Når folk rejser på ferie til udlandet – måske bare for en weekend – bliver der som regel talt meget om billetpriser, hvad koster hotellet, og er restauranterne dyre at besøge?
Hvad nu, hvis formålet med rejsen er at gå i byen? Gå på pub-crawl, drikke sjove cocktails eller danse hele natten på en cool natklub?
Det kan den engelske rejse-portal HomeToGo hjælpe med at sætte pris på. Portalen har ganske enkelt undersøgt, hvad det koster at ture i 30 storbyer i Europa.
I sit nye ”2019 Club Price Index” har HomeToGo sammenlignet prisen på et stort glas øl, en cocktail, en taxa og en overnatning.
Lad det være sagt med det samme. Priserne er meget forskellige, og København ligger på en europæisk 24. plads. Med andre ord er kun fem storbyer dyrere end den danske hovedstad.
Det dyreste sted at gå i byen er på den spanske ferieø Ibiza. Her er masser af barer, diskoteker, og elektronisk dance musik drøner alle vegne. Men regn med, at det koster over 361 britiske pund pr. nat i gennemsnit. Det svarer til ca. 3.220 kroner pr. snude pr. nat.
London, Amsterdam, Dublin og den græske ø Mykonos ligger også i Top-5 over de dyreste steder i Europa at gå i byen i.
Står bankkontoen på lavvande, anbefaler HomeToGo, at man kigger på storbyerne i Østeuropa. En aften i byen koster f.eks. kun 25 GBP – ca. 220 kroner – i Georgiens hovedstad Tbilisi.
Også Bukarest i Rumænien, Beograd i Serbien, Vilnius i Litauen eller Warszawa i Polen er billige at feste i. De to sidstnævnte har samtidig den fordel, at de kun ligger en times flyvning fra Danmark.
HomeToGo hævder i øvrigt, at den er verdens største søgemaskine til ferieboliger, lejligheder, villaer og sommerhuse….
Skriv et svar