I maj 2019 rejste 2.651.938 passagerer via Københavns Lufthavn CPH). I maj i år var det kun 40.118. En nedgang på 98,5 procent.
Meget bedre tror Danmarks største lufthavn ikke, at situationen bliver her i juni og resten af sommeren.
Selvom flere flyselskaber så småt er ved at gå på vingerne igen – og Danmark trods alt har åbnet sine grænser til Tyskland, Norge og Island – vil passager-tallet denne sommer nok være mellem 85 og 95 procent lavere end sidste år.
CPH fortæller bl.a, at lufthavnens største flyselskab – SAS – fra midten af juni vil begynde at sende maskiner afsted i begrænset omfang.
Så vil det igen være muligt at flyve med SAS til 16 destinationer som Frankfurt, München. Hamborg, Athen og Malaga.
Indtil videre forventes SAS at få en beskeden drift på 40 af de oprindeligt planlagte 290 destinationer i sommer-programmet.
Andre flyselskaber har også fundet København igen på landkortet. Det er f.eks. Emirates, der snart vil lade passagerer rejser med på de fly til Dubai, som ellers kun har transporteret luftfragt under Corona krisen.
I juni-juli-august 2019 brugte næsten ni millioner flypassagerer Københavns Lufthavn – mere præcist 8.994.407. Lige nu kan det måske blive til mellem 500.000 og 1,3 millioner denne sommer.
Flere spørgsmål end svar
”Corona-krisen har lært os, at en global pandemi gør det utrolig svært at spå om selv den nærmeste fremtid. Situationen ændrer sig fra uge til uge. Vores bedste bud er, at sommeren 2020 bliver meget stille med blot fem til 15 procent af den normale trafik,” siger Peter Krogsgaard. Han er kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.
Peter Krogsgaard vil derfor ikke give et holdbart bud på resten af året. Han sidder nemlig med langt flere spørgsmål end svar:
- Hvordan udvikler Corona pandemien sig?
- Hvor mange i luftfarten overlever krisen?
- Hvordan bliver rejsevejledningerne?
- Hvilke grænser er åbne for hvem?
- Hvordan reagerer forbrugerne?
- Hvad gør flyselskaberne og rejsearrangørerne?
En ting er dog sikker: De rejsende, der kommer til lufthavnen her i sommer-perioden, vil få en noget anden oplevelse end normalt.
Fra den 15. juni indføres nye retningslinjer om værnemidler, hygiejne og afstand for de rejsende og de ansatte. De betyder bl.a, at alle rejsende skal bære mundbind i terminalerne, at der skal holdes mindst en meters afstand og at man skal efterleve de allerede kendte anbefalinger om f.eks. håndhygiejne, hoste i ærmet og blive hjemme, hvis man er syg.
Rejsende, der kommer til lufthavnen uden mundbind, vil kunne købe dem på stedet. Flere flyselskaber udleverer desuden masker gratis til deres passagerer.
Også de ansatte i lufthavnen skal bære værnemidler i terminalerne.
“Københavns Lufthavn har valgt, at alle ansatte skal bruge visirer. De giver den bedste beskyttelse og for de ansatte i f.eks. Sikkerhedskontrollen er det også godt for servicen og trygheden, at de rejsende har fuld kontakt med vores ansatte og kan se hele ansigtet,” forklarer Peter Krogsgaard.
Alle andre ansatte hos lufthavnens virksomheder skal tilsvarende bære værnemidler – fra flyselskaber, over ground handling-personale til de ansatte i butikkerne.
Her fløj de få hen i maj
På grund af Corona krisen og mange flyselskabers aflysning af afgange ser Top-10 listen over de mest populære ruter i maj i Københavns Lufthavn meget anderledes ud end normalt.
London, der ellers plejer at være en sikker nummer ét måned for måned, er f.eks. slet ikke med på hitlisten. Passagertallet er også uhyggeligt lavt – mellem 75 og 98 procent på ruterne i Top-10.
- Frankfurt – 8.169
- Rønne – 5.157
- Oslo – 4.836
- Amsterdam – 4.440
- Stockholm – 3.279
- Aalborg – 3.199
- Færøerne – 2.756
- Sofia – 2.251
- Grønland – 1.178
- Paris – 959
(Indledningsfoto til artiklen: Københavns Lufthavn )
Skriv et svar