Hvordan havde I det i sommerferien og i efterårs-ferien? Kunne I koble helt fra arbejde, mens I holdt fri i nogle dage? Det vil sige uden at kigge på emails osv på den laptop, tablet eller smartphone I havde medbragt i bagagen.
Sandsynligvis ikke. En ny international analyse afslører nemlig, at kun hver femte medarbejder eller virksomheds-leder efterlader deres elektroniske gadges derhjemme, når de tager på ferie. Mere præcist 22 procent.
Mange vil naturligvis hævde, at laptop, mobil og online tilstedeværelsen simpelthen er livsnødvendig for dem. Eller i hvert fald noget, som deres arbejdsgiver forventer, at de holder øje med.
På den anden side vil psykologer mene, at laptop og smartphone alle vegne øger risikoen for burn-out og stress.
Dertil nedsættes cyber-sikkerheden som regel, når man går online fra fremmede lande. Endelig er faren for tyverier af f.eks. mobilen højere.
Heldigvis (kan man sige) er europæerne de folkefærd i verden, der tager det mest afslappet med elektroniske gadges i ferien.
Kun 29 procent af mennesker i vores verdensdel har altid deres laptop, tablet og/eller smartphone med på rejse og på ferie, viser den nye undersøgelse fra Snow Software.
Snow Software er oprindelig svensk, men har gennem årene udviklet sig til at være en globalt agerende specialist i Software Asset Management (SAM) og Cloud Spend Management (CSM).
Europæere de mest afslappede
I Storbritannien var procenten lavest med 23, mens den er hele 35 i Italien. Lidt lavere procent har Frankrig med 34, Spanien med 32 og Tyskland med 27. Danmark er ikke med i analysen.
Alligevel skal man nok tage analysen med et gran salt. For selvom kun 29 procent af europæerne siger, de altid har laptop og co. med på ferie, indrømmer 35 procent, at de har det for det meste.
Ergo kommer vi op på 64 procent – eller næsten to af tre – der som regel har computer, tablet og smartphone med i ferie-bagagen.
3.000 voksne medarbejdere fra firmaer og den offentlige sektor deltog i Snow Softwares globale analyse. Deltagerne kommer fra USA, Europa og Asien.
På globalt plan er inderne det folkefærd, der allermindst tør koble sig off-line fra arbejdspladsen, når de holder fri.
62 procent af indiske ansatte er altid online i deres ferie og læser deres e-mails. Næsten på samme niveau ligger folk i Hong Kong med 60 procent.
Derefter sker der et stort hop ned til fastlands-kineserne med 36 procent, kiwierne fra New Zealand med 33 og japanerne med 30 procent.
Australierne ser derimod ud til at ligne europæerne meget i adfærd, når det gælder work-life balance i ferierne. Kun 28 procent af menneskene down-under har smartphone, laptop og tablet åbne i deres fritid.
Helt modsat amerikanerne. De foretrækker ekstremerne. På den ene side siger 36 procent af dem, at de altid har deres arbejds-redskaber med på ferie, mens 26 procent fortæller, at det gør de aldrig.
Faktisk har USA den største procentdel i hele verden, som hævder, at de ikke kunne drømme om at tage laptop, tablet eller smartphone med i ferie-bagagen.
Hvad med aldersgrupperne?
Analysen fra Snow Software kigger naturligvis også på, om der er forskelle i aldersgrupper og års-indtægt på de mennesker, der har deres arbejds-gadgets med sig overalt i fritiden.
Næppe overraskende er det Millennials, som er mest ivrige til at have laptop og co. med på ferien. Det er aldersgruppen, der er født op til årtusinde-skiftet, og derfor er opvokset med internet og mobiltelefoner som en naturlig del af deres hverdag.
37 procent af de yngre ansatte har altid deres gadget med på ferien, så de kan holde tjek på e-mails, konkurrenter, og hvad der sker på arbejdspladsen.
Hos de ældre – de kaldes ofte for ”Baby Boomers” – er entusiasmen noget mindre. Her har kun hver fjerde (24 procent) altid arbejde med på ferie.
Følgelig siger også hver tredje ”boomer” (33 procent), at de aldrig kunne drømme om at tage laptops osv med på ferie. Hos de unge er det kun 18 procent. De kan ikke undvære deres gadget.
Disse tal reflekterer sig så i, hvor ofte folk har fået stjålet eller tabt en mobil, tablet eller laptop, når de var på ferie.
Det har næsten halvdelen af de unge ”Millenials”, mens kun 22 procent af ”Boomerne” har. Om det skyldes, at ældre passer bedre på deres ting, eller at unge har deres gadges med overalt på rejsen og derfor er mere udsatte, melder historien dog ikke noget om…
Skriv et svar