Én ting er, hvad man selv skal huske at have med i tasker og kufferter, når man skal ud at flyve til udlandet.
Noget andet er, hvor mange ting flyselskabet skal tage med ombord, så (næsten) alle passagerers ønsker kan opfyldes på turen.
Tro det eller ej. Det er over 7.000 ting!
Tallet kommer fra British Airways, der har haft lommeregneren i gang for at tjekke, hvor meget flyselskabets personale skal lade på flyet på en gennemsnitlig tur over Atlanten. Fra London til New York med et Boeing 747 fly. Blandt de mange ting er
- 798 glas
- 388 små flasker vin
- 350 poser med snacks
- 78 toilet ruller
- 101 store flasker vin
- 5 førstehjælps-kits
- Og 800 genstande til at sove som f.eks. puder og tæpper.
Dertil kommer naturligvis måltids-bokse, tusinder af sodavands- og øldåser, aviser, blade, øretelefoner, toilettasker til Business Class passagerer osv.
Indregnet er heller ikke duty-free varer, som kabine-personalet tilbyder passagererne at købe undervejs. Det er typisk kosmetik, modeting, spiritus, ure den slags.
British Airways gennemfører 850 afgange hver dag, og kunne det ikke være sjovt at vide, hvem det typisk er, som rejser med rutefly?
Ifølge selskabets analyse flyver 70 pct. af passagererne på ferie eller privat – 28 pct. er på forretningsrejse. Næsten halvdelen rejser alene (47 pct), mens 27 pct. er undervejs som par.
Og hvad mon der flyver med nede i flyets lastrum – ved siden af passagernes indtjekkede bagage?
Her i 2018 er 26 pct. af godset – i flyversprog cargo – såkaldte ”priority” varer. Det et f.eks. modetøj eller de seneste nye smartphones og tablets, der skal frem til deres købere så hurtigt som muligt.
Fem pct. af lasten er ”specialist cargo”. Under den betegnelse gemmer sig bl.a. levende dyr og kostbare kunst-genstande.
Fire pct. er let-fordærvelige varer som hindbær fra Kenya eller frisk salat fra USA.
Tre pct. af cargoen er temperatur-kontrollerede medicinalvarer eller livs-nødvendige vacciner, der skal frem til patienter.
Her under hedebølgen i sommer har British Airways også transporteret f.eks. dyr fransk cognac til Malaysia og friske frugter fra USA til England. Amerikanerne har til gengæld modtaget tonsvis af farvestrålende magasin med billeder fra det kongelig bryllup i London mellem prins Harry og Meghan….
Skriv et svar